Håndbold og sjov på skemaet

For ottende gang er der håndboldskole i Dronninglund. Og interessen er stadig overvældende

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der bliver selvfølgelig også brugt til på den mere seriøse del af håndboldskolen, nemlig opvarmning, skudtræning og den slags. foto Bent Jakobsen

DRONNINGLUND:Det våde sommervejr har lavet en smule om på årets udgave af håndboldskolen i Dronninglund. Normalt foregår legen med bolden udendørs, men de første dage af håndboldskolen er rykket ind i Dronninglund Hallen. Men humøret var nu alligevel højt hos de 80 deltagere på håndboldskolen, der måtte melde lukket for tilmelding allerede i marts. Deltagerne er fra årgang 1992 til 1997. De er inddelt i hold efter alder, og det er trænere fra Dronninglund Håndbold der står for ugens skolegang. Men en håndboldskole er det ikke kun hård træning. Her bliver der prøvet nye, anderledes ting. Der bliver vist smarte finter og mest af alt, så bliver der pjattet med kammeraterne. For selvom det er håndbolden der er i fokus, så er der en anden side af håndboldskolen, der er mindst lige så vigtig. Og det ved 11-årige Søren Schou fra Dronninglund, hvad er: - Man får en masse ny venner fra andre byer. Og man kender også nogen fra sidste år, siger han. Søren Schou var også med sidste år, og han synes, at håndboldskolen er en sjov måde at bruge noget af sommerferien. - Man lærer en masse om håndbold, som man kan bruge bagefter. F.eks. faldteknikker og skud, siger han. I år er temaet forsvarsspil, hvor deltagerne lærer en masse om den del af spillet. - Men det er nu sjovere at angribe, lyder vurderingen fra Søren Schou, inden han suser over til kammeraterne, der er ved at vise deres færdigheder med bolden. Trøst hos mødrene Når så mange børn er samlet, så kan der være brug for andre end trænere og venner som støtte. Derfor har hvert hold tilknyttet en såkaldt ”mor”. ”Mødrene” er junior- eller ynglingespillere, og deres opgave er at tage sig af deltagerne uden for banen. En af ”mødrene” er 15-årige Ann Sofie Sønderkær. Selvom hun ikke tager del i legen med bolden, så leger hun lige så meget uden for banen, hvor hun pjatter med deltagerne og giver knus til dem, der nu har brug for det. - Vi skal sørge for, at de har det godt. Hjælpe dem og trøste dem. Og det er helt vildt sjovt. Man får jo et specielt forhold til børnene, siger hun. Håndboldskolen kører hele ugen, hvor der er afslutning på fredag.