Håndbold

Håndbold

DUKKERT FOR HFS HALS: Med ikke færre end fire afbud inden for de sidste 24 timer op til kampen var det et noget afbudsramt Hals-mandskab, der skulle i kamp på udebane mod Kvissel. Og allerede fra kampens start blev HfS da også sat under pres, hvilket betød, at HfS aldrig blev den voldsomme trussel for hjemmeholdet. Specielt en katastrofal 2. halvleg af Hals gjorde, at sejren på 33-14 til Kvissel blev alt for stor. Stillingen ved pausen var på 12-4. Og hvis det ikke var for storspil af Lars Hybholt i HfS-målet, var nederlaget blevet meget større. Da Thomas Schmidt midt i 2. halvleg måtte forlade banen efter sin tredje to-minutters udvisning, gik Hals helt i opløsning. Topscorer for HfS blev Simon Møller med fire mål. OP OG NED HALS: Anderledes gik det for HfS' andethold i herrer serie 3, da de på udebane mod Ulsted vandt lokalopgøret med 24 -13. Hals serie 2 damer måtte til gengæld indkassere deres andet nederlag i træk. Denne gang var det ude mod Vadum. Hals tabte med 17-12. UB I TOP ULSTED: Det blev sejr til begge UB's førstehold, da de søndag havde hjemmestævne i Ulsted Hallen. Ulsteds serie 1 damer vandt med 21-13 over Visse og fik på den måde rystet den dårlige start af sig med to nederlag i træk. UB serie 2 herrer vandt deres første kamp i serie 2. Med en stor sejr på 28-13 fik holdet en god moralsk start på sæsonen. GOD VHG-START V. HASSING: V. Hassing serie 3 vandt deres premierekamp over Vodskov med 24 -13 og fik derved en god start på sæsonen.