Håndboldafdelingen kan selv

Gode ledere er en af forklaringerne på HBs succes med børn

HADSUND:Det startede på initiativ af Dansk Håndboldforbund, men i de senere år har Hadsund Boldklubs håndboldafdeling selv stået for løjerne ved den årlige håndboldskole. Og det er ikke en devaluering af arrangementet, men et resultat af, at man i klubben har vurderet, at man sagtens kan selv. I denne uge har 55 børn i alderen 4-12 år knoklet dagligt i Hadsund Hallen, så fra de yngre medlemmers side er man altså tilfreds med arrangementet. Og håndboldafdelingen har også på anden vis dokumentation for, at arbejdet omkring de yngre håndboldspillere er til UG. I 2004 blev afdelingen kåret som den mest ungdomsvenlige af Jysk Håndbold Forbunds kreds 4, der altså dækker for eksempel Randers, Viborg og Århus, som rummer mere kendte håndboldklubber end HB. Kåringen blev fulgt op i år af en tilsvarende anerkendelse for, at klubben er kredsens mest børnevenlige. - Vi har en målsætning om, at der skal være plads til alle. Vi vil både vil være for de bedste og de mindre gode, siger Ivonne Skov. Nu vil kendere af børnesport vide, at børn er nådesløse kritikere, og det er da heller ikke mirakuløst lykkedes HB Håndbold at overkomme dén barriere. Pladsen skabes ved på alle årgange at have første- og andenhold, hvor lige børn kan lege sammen. - Det duer ikke, at lille Sørine, der ikke kan så meget med en bold, sidder på bænken hele tiden. Men man kan heller ikke skifte hende ind, når det står 7-7 kort før slutfløjtet, for vi vil selvfølgelig også vinde. Derfor er det vigtigt at have flere hold, så der både er noget at komme efter for de bedste og for de mindre gode. Vi vil ikke miste nogen af dem, siger Ivonne Skov. En af de vigtigste forudsætninger for trivselen på børne- og ungdomsholdene er efter hendes opfattelse, at man til alle hold har tilknyttet to voksne trænere, og at man løbende sørger for at have noget at rekruttere af ved at sende afdelingens p.t. otte ungledere på for eksempel dommer-, skades- og trænerkurser. Indtil sidste sæson gjaldt den positive udvikling alene pigerne. - Vi havde simpelthen ikke drengehold. Måske fordi drengene udelukkende tænkte på at spille fodbold. Jeg ved det ikke. Men så fik vi en ung fyr som træner og fik stablet et hold på ni drenge på benene, fortæller Ivonne Skov. Og pludselig synes interessen blandt drengene at være eksploderet. Når HB Håndbold i den kommende uge byder sig til med et arrangement under den kommunale sommerskole, er 62 tilmeldt. Næsten halvdelen drenge. - Vi får hvert år 5-10 nye medlemmer derfra, og de trækker så andre med, fortæller Ivonne Skov. Det fænomen kender 11-årige Louise Sejersen, der er med på sin femte håndboldskole. Hun startede selv, fordi hendes mor spillede håndbold, og siden har hun fået følgeskab af indtil flere skolekammerater, som hun nu spiller på hold sammen med. Men selvom man har danmarksmestrene fra Slagelse som favorithold og har superstjernen Bojana Popovic som forbillede, kan en hel uges håndbold også blive for meget. - Det var dejligt at holde pause onsdag, hvor vi lavede noget helt andet, smiler hun. Og det er helt bevidst, at onsdagen er håndboldfri. Den var i år overladt til Bjarne Platz, der udfordrede håndboldspillerne med bueskydning, det muntre køkken og andre alternative aktiviteter. Fredag sluttede man af med den traditionelle kamp mellem vinderen af den turnering, der har kørt ugen igennem, og de involverede ledere. Den sluttede, som den altid gør, med at lederne tabte... - Ja, er det ikke mærkeligt, smiler Ivonne Skov.