Håndbolddommere jages væk

Råbende forældre og trænere gør livet surt for håndbolddommere. Nu skal klubberne træde hjælpende til

Ukvemsord fra forældre på tilskuerrækkerne og fra trænerne gør livet surt for håndbolddommerne. Så surt, at flere og flere vælger at sige stop. - Konsekvensen er, at der er stor mangel på håndbolddommere i Vesthimmerlands Dommerklub, siger formand Allan Nielsen, Hvalpsund. Dommerkluben dækker et område fra Brovst til Aars. - Tilråd fra forældrene er det helt store problem, men også råberi fra trænere og spillere gør livet surt for dommerne, siger Allan Nielsen. - Vi forlanger ikke, at der skal være tavshed, når der spilles håndbold. Der skal være mulighed for begejstring og engagement. Men verbale personlige angreb og ukvemsord skal væk, siger dommerklubbens formand. Han tilføjer, at der er eksempler på, at spillere helt ned i U12 rækkerne (12-årige, red.) ikke kan opføre sig ordentligt. I følge Allan Nielsen har en klub i Himmerland foreløbig i år fået ni røde kort på grund af dårlig opførsel. På et møde i Trekroner Landsbycenter med deltagelse af repræsentanter for klubberne i Fjerritslev, Thorup-Klim, Løgstør, IK Vest, Salling-Brøndum, Farstrup, ØHIK og Trekroner, blev situationen med dommermangel diskuteret. - Det er klubbernes ansvar at sørge for ordentlige arbejdsforhold for dommerne. Vi vil gerne hjælpe til ved at sende observatører ud, men det er klubbernes ansvar at få stoppet tilråbene. Og det er mit indtryk, at klubberne gerne vil gøre en indsats, siger Allan Nielsen. Dommerklubbens observatører kan sende trænere, ledere og spillere væk fra en sportshal, hvis de optræder for usportsligt. Lone Lausten Kristensen, formand for håndbolden i Trekroner, kan genkende problemerne. - Vi er meget opmærksomme på, at der skal være ordentlige forhold for dommerne. Vi bliver nødt til i værst efakld at sende folk ud af hallen, hvis ikke de kan opføre sig ordentligt. Og vi vil selvfølgelig også indskærpe overfor spillerne på holdene, at de skal lade være med at råbe efter dommerne. Men det er en svær sag, siger Lone lausten Kristensen. På mødet var der også enighed om, at alle klubber skal finde en eller to personer, som senere på vinteren skal deltage i et dommerkursus med henblik på at blive uddannet som håndbolddommer. - Vi vil meget gerne hjælpe dommerne i gang. Dommerklubben sender repræsentanter til de første kampe eller så længe de ny dommere ønsker, at vi sidder ved sidelinien. Vi slipper først de ny dommere løs for alvor, når de selv føler sig trygge, siger Allan Nielsen. På den måde håber han, at dommermanglen på sigt kan løses. I dag klares dommermanglen ved, at klubberne selv må finde lokale folk til at fløjte, når dommerklubben ikke har flere at sende ud.