Håndboldklubben fik en livsforlængende pengeindsprøjtning

HIRTSHALS:Da det gik op for Sussi Hald og flere af dem, der tidligere har stået i spidsen for håndboldklubben HH80, at klubbens økonomi var så elendig, at der måske ikke kunne blive tale om at fejre 25 års fødselsdagen i år, trådte de til igen. - Klubben stod for at skulle lukke på grund af dårlig økonomi. Det hele var kaos. Vi var en gruppe, som trådte til, fortæller Sussi Hald. Hun har tidligere været formand for klubben, og nu er hun så blevet det igen. Skaffede 40.000 kr. Ud over den nye bestyrelse, som trådte til i august, da de fandt ud af, hvor galt det stod til, bliver klubben bakket op af en gruppe tidligere spillere. Først skulle økonomien bringes på fode igen, og lørdag eftermiddag var der så sponsorcykelløb, hvor en række mere eller mindre kendte og spillere i klubben i en time cyklede på en to kilometer lang rundstrækning. Rytterne havde på forhånd været ude og skaffe sponsorer, som ville give et vist beløb for hvert tilbagelagt kilometer. - Det gik over al forventning, det var helt overvældende, fortæller en meget glad formand efter løbet. Bestyrelsen havde håbet på, at der kom mellem 10.000 og 15.000 kroner i kassen, men det skulle vise sig at være meget bedre. En glad Sussi Hald kan konstatere, at der kom omkring 40.000 kroner i kassen. - Nu ser fremtiden lidt lysere ud, i hvert fald økonomisk, siger hun. Med en kraftigt forbedret økonomi at støtte sig til, skal kræfterne nu koncentreres om det sportslige. Kun fem hold tilbage - I de gode, gamle dage, og det er ikke så forfærdelig længe siden, havde vi 14 hold i klubben. I dag har klubben kun fem hold, og det tal skulle helst vokse sig noget større. - På grund af det kaos, der var, måtte vi trække vores herrehold i serie 1 hold, og de spiller nu i serie 4. I serie 4 har klubben nu et kvinde- og et mandshold. Klubbens tre øvrige hold er børne- og ungdomshold. Derudover er der to halve hold, så der er plads til flere interesserede. Ved cykelløbet i går blev der i alt cyklet 321 km. Hans Ibsen var den, der cyklede længst. Han nåede i alt at tilbagelægge 24 km på en time. Yngste mand, Simon Zohnesen, cyklede 20 km. I alt deltog 20 ryttere i løbet.