Håndboldmestre finder vinderkursen med sejr over Aalborg

København Håndbold sejrede for første gang i næsten en måned, da holdet onsdag vandt 37-29 over EH Aalborg.

Debbie Bont lavede fem mål, da København Håndbold onsdag vandt over EH Aalborg. Dette billede stammer fra en anden kamp. Foto: Claus Bech/arkiv/Ritzau Scanpix

Debbie Bont lavede fem mål, da København Håndbold onsdag vandt over EH Aalborg. Dette billede stammer fra en anden kamp. Foto: Claus Bech/arkiv/Ritzau Scanpix

København Håndbold kunne onsdag gå fra banen med to point for første gang i lidt under måned, da de forsvarende mestre på udebane slog EH Aalborg med cifrene 37-29.

Dermed fandt hovedstadsklubben igen opskriften på sejr efter to nederlag i træk i ligaen. De nordjyske oprykkere har stadig deres første point til gode efter syv nederlag i lige så mange kampe.

EH Aalborg formåede at følge godt med de forsvarende mestre i kampens indledning.

Først efter ti minutter begyndte København Håndbold så småt at trække fra, da aalborgensernes skud på grund af redninger fra Amalie Milling i København-målet ikke længere blev omsat til scoringer med samme frekvens.

Det udnyttede udeholdet, der med en scoring af bagspiller Hanna Blomstrand bragte sig foran 11-7 i midten af første halvleg.

EH Aalborg havde generelt svært ved at score. Hele tre gange i første halvleg kunne Amalie Milling uden de store anstrengelser gribe nordjydernes skud, der ofte manglede kvalitet.

Redningerne førte til gode kontramuligheder for København Håndbold, der ved pausen havde fået udbygget føringen til 20-14.

Efter pausen fortsatte tendensen fra første halvleg. Udeholdet var i fuld kontrol, mens EH Aalborg kun i enkelte korte perioder bed fra sig.

Et egentlig comeback blev dog aldrig aktuelt. I stedet holdt København Håndbold altid afstanden på minimum seks mål, inden de hen mod kampens afslutning trak yderligere fra.

EH Aalborgs Laura Damgaard og Julie Jensen blev med ni mål hver delte topscorere i kampen.

Københavnerne spillede onsdag deres første kamp uden profilen Mia Rej, efter at hun i weekenden pådrog sig en alvorlig knæskade under Danmarks landskamp mod Polen i Golden League og derfor kan se frem til en lang pause.

TTH Holstebro og Aarhus United mødtes også i dameligaen onsdag. Her blev det til en aarhusiansk sejr på 28-26.

Odense Håndbold vandt også onsdag, da fynboerne på udebane slog Ringkøbing 26-18.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.