Håndboldtræner fortsætter

Idrætsforeningen Fremad Nørhalnes tophold i damehåndboldens serie tre har forlænget samarbejdet med træner Søren Larsen, Vadum, så han også i sæsonen 2007/08 skal være træner for damerne.

- Det er vores første sæson med Søren Larsen som træner, og vi er meget tilfredse med hans indsats. Der var fuld opbakning til at forlænge samarbejdet med ham med endnu en sæson, da vi spurgte spillerne, siger håndboldformand Lone Andersen. Nørhalne-damerne er tre point foran rækkens nummer to, Nørresundby HK, og der er syv point ned til nummer tre, Aabybro HK.