Håndboldtræner: - Vi er på vej

Ganske vist blev det til et nyt nederlag på 23-28 til Vesthimmerland, men træner for Aabybro HK's mænd i jyllandsserien, Søren Brink, ser med fortrøstning på fremtiden.

- Vi er på vej i den rigtige retning, siger Søren Brink. Aabybro er kommet halvskidt fra start på den ny sæson og har tre point efter de første fem kampe. Det placerer holdet lige over nedrykningsstregen. - Et nederlag på 23-28 er ikke udtryk for styrkeforskellen. Med ti minutter tilbage var vi kun bagud med et enkelt mål, siger Søren Brink. - Vi har i år et noget andet hold end sidste år, men jeg er optimist, siger træneren. Mod Vesthimmerland blev Erik Nielsen topscorer med syv mål. Næste opgave er mod 1919 Aalborg.