Har du handlet i Føtex eller Bilka: Rejer tilbagekaldes efter fund af listeria

Supermarkederne Bilka og Føtex har solgt rejer, hvor der nu er konstateret listeria

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

HELE LANDET: Hvis du for nylig har købt håndpillede rejer på glas, er det nok en god idé at tjekke udløbsdatoen en ekstra gang.

Leverandøren Naajaq Seafood oplyser torsdag i en pressemeddelelse, at man har konstateret listeria i håndpillede rejer. Rejerne er kaldt tilbage fra butikkerne.

Det drejer sig specifikt om rejer af mærket "Princip", der er produceret 26. august og udløber 4. november.

Rejerne har været solgt i supermarkedskæderne Bilka og Føtex. De er produceret i Polen for Salling Group.

Symptomerne for listeria er blandt andet influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og eventuelt mave- og tarmproblemer.

I sjældne tilfælde kan listeria forårsage meningitis og blodforgiftning.

Forbrugerne rådes til at smide produktet ud eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.