Håndværk af en anden verden

Museumscenter Aars fremviser både kunst og kunstnere i ny udstilling fra Mongoliet

Mongoliet 11. september 2002 08:00

AARS:Det er ikke hver dag, at Aars får besøg fra Mongoliet. Og det er heller ikke hverdagskost, at et museum inkluderer rigtige levende mennesker, som en del af en udstilling. Men kombinerer man disse to elementer får man faktisk et godt billede af udstillingen "Fra Mongoliet", der i øjeblikket pryder og pynter både vægge og gulve på Museumscenter Aars. Temaet er mongolsk tekstilkunst af filt og silke, og de udstillede værker er fra kulturuniversitetet i Mongoliets hovedstad Ulaan Bator, hvor de er blevet fremstillet af studerende fra selvsamme universitet. Nu står værkerne i Aars, og de har fået selskab af to lærere fra universitetet. Tsultemin Narmandakh og Bayanaa Bayandurren hedder de to damer fra Mongoliet, som i udstillingens første uge vil demonstrere traditionelle mongolske håndarbejdsteknikker. - Kontakten er skabt igennem Lene Nielsen, der er filtekspert og tekstilkunstner, siger Lene Birgitte Højrup, der er udstillingsplanlægger på museet i Aars. - Hun mødte damerne på universitetet i Mongoliet, og de spurgte hende, om hun kendte nogen, der ville have interesse i at udstille deres kunst. Lene Nielsen gav så tilbudet til os, og viste os nogle billeder fra rejsen. Og da vi kunne se, at det de lavede på universitetet var noget rigtigt guf, skyndte vi os at slå til, fortæller Lene Birgitte Højrup. Gik fuldstændig amok De to universitetslærere fra Mongoliet har selv betalt for deres lange rejse fra øst til vest. Men hvis alt går vel, skulle rejsen til Danmark og rejsen tilbage gerne betale sig selv. - Udstillingen fungerer som en salgsudstilling, hvor mange af de udstillede værker er til salg. Og vi håber naturligvis, at vi kan få solgt det hele. Før udstillingen turde jeg kun håbe på halvdelen, men allerede nu har vi jo faktisk solgt halvdelen, og jeg tror da ikke, vi er færdige med at sælge endnu. Men som det ser ud nu, går det i hvert fald op økonomisk, siger Lene Birgitte Højrup og påpeger, at udstillingen stadig er i sin første uge. - Udstillingen åbnede i fredags, og vi havde inviteret en masse mennesker, der var interesserede i tekstilkunst. Og folk gik også fuldstændig amok og købte en hel masse. De kunne se, at det var godt, og de kendte kvaliteten af godt håndværk, siger Lene Birgitte Højrup. Smukke landskaber Universitetlærerne fra Mongoliets hovedstad er glade for deres visit i Danmark, selvom der ikke er mange lighedspunkter imellem Himmerland og Mongoliet. Bayanaa Bayandurren taler kun mongolsk, mens Tsultemin Narmandakh gør sig letforståelig på flydende tysk. - Jeg holder meget af det danske landskab, og det stille og rolige liv, man fører her, siger en smilende Tsultemin Narmandakh. - Det virker som et fredeligt sted, hvor man kan føle sig sikker. Jeg ser heller ikke noget politi på gaden. Den danske arkitektur er også meget smuk, og museet her er et godt eksempel på, hvordan man kan forene nye bygninger og tilpasse dem de gamle ting, bygningen indeholder. Det kan I være stolte af. Og så glæder det mig også at se de mange vindmøller, der modvirker den fourening, der er et stigende problem i mit hjemland, fortæller Tsultemin Narmandakh. Udstillingen "Fra Mongoliet" åbnede i fredags og kan opleves på Museumscenter Aars indtil 20. oktober.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...