Håndværkere sjusker med sikkerheden

Fejl i stillads var skyld i murersvends død

Frederikshavn 27. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Det var et hul i stilladsets rækværk, den afdækning, der vender ud mod vejen, der var årsag til, at en murersvend døde onsdag, da han mistede balancen og faldt bagover ved et tagdækningsarbejde på Kløvervej. Ved stilladset havde håndværkere fra murerfirmaet Henning Østergaard lavet plads til, at en lastbil med kran kunne hejse en palle med tagsten op, men hullet i rækværket fik altså store konsekvenser. - Vi anser ikke fejlen som alvorligt sjusk, men når ulykken sker, bliver det jo en alvorlig fejl, siger tilsynsførende ved Arbejdstilsynet Otto Jystrup. Han har ofte set langt værre tilfælde, men understreger, at onsdagens dødsulykke er et klart signal om, at et stillads skal være 100 procent sikkert. - Men desværre er der alt for mange håndværkere, der ikke sikrer sig 100 procent. De mener, at "rigtige mandfolk ikke behøver læse brugsanvisning", og således så vi onsdag et firma, der bildte sig ind, at tingene var i orden, siger Otto Jysted. Ud over hullet i rækværket, hvor paller med tagsten skulle igennem, var der også andre fejl ved stilladsopstillingen. - Rækværket, eller kanthækken, som vi kalder det i fagsproget, skal være en tæt afdækning i minimums 60 centimeters højde. Men det tror vi ikke, det var. - Desuden mener vi, at der var for store huller mellem rækværkene foroven og i midten af stilladsopbygningen, siger han. Ifølge Arbejdstilsynet skulle fejlene nu være udbedret, men det vil murermester Henning Østergaard ikke bekræfte. Han ønsker slet ikke at kommentere sagen, da afdøde har været ham en god ven og arbejdskollega i 25 år. Arbejdstilsynet har endnu ikke afgjort, om murermesteren skal have en bøde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...