Ældreforhold

Håndværkerne rykket ind på plejehjem

Der larmes og rumsteres på Solgården i Fjerritslev, hvor et stort byggeprojekt er godt i gang

FJERRITSLEV:Plejehjemmet Solgården i Fjerritslev er under forandring. Håndværkerne er rykket ind og har lagt de første af mange mursten, der om nogle år vil udgøre nye afdelinger med større boliger, en ny fællesbygning og så videre. Projektet er omfattende, og derfor er det delt i to etaper. Indtil videre går arbejdet efter planen, men livet på plejehjemmet er noget mere besværligt. Og så larmer det med de mange maskiner og håndværkernes rumsteren, lyder det fra centerleder Lisbeth Simonsen. Hun håber, at det bliver knap så generende, når en nybygning til november kommer under tag. Arbejdet lige nu og her foregår blandt andet bag ved hovedbygningen ud til Aggersundvej. Altså midt i hele, så at sige. Til marts rykker håndværkerne ud i yderkanten af plejehjemmets område, og det betyder forhåbentlig også lidt mindre larm. Første etape af om- og tilbygningen har netop været en tur forbi kommunens økonomiudvalg, der indstiller en anlægsbevilling og byggelån til kommunalbestyrelsens godkendelse. I denne omgang er der tale om 27,5 millioner kroner til ældreboliger og fire millioner til servicearealer.