EMNER

Hård dag for kæresterne

- Hende derhjemme bliver ikke glad, lød meldingen fra LP-fanatiker

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Joan Andersen (i stolen) på jagt efter flere effekter til sit ”lager”.foto: aksel søgaard

SÆBY:Et loppemarked er hyggeligt. Men det kan også være farligt. I hvert fald når det er så stort, som det årlige loppemarked på fritidsgården St. Toftelund. Her er der nemlig så mange kvalitets-lopper at vælge imellem, at det kan være svært ikke at handle. Også ting, som man måske hverken har plads til eller brug for. Hils på Dennis Albertsen og Joan Andersen. Begge var med på Store Toftelund i går. Og begge købte lopper, som de ikke ligefrem glædede sig til at præsentere for de bedre halvdele derhjemme. - Min mand slår mig sgu ihjel, lød konklusionen fra Joan Andersen, der havde købt en flet-stol. - Min mand synes ikke, at vi har plads til flere ting. Men det er bare, fordi han ikke kan se, hvor stolen vil være pæn at have stående, tilføjede hun med et glimt i øjet. Joan Andersen har været så praktisk, at hun har lejet en garage. Her kan alle de ting, hun køber og ikke har plads til derhjemme, opmagasineres. Inde i fritidsgårdens stald mødte vi Dennis Albertsen med nogle gamle LP-plader under armen. Han havde fundet to plader med Beastie Boys og en single med sangen ”Det jul, det cool”. - Ja, hende derhjemme bliver sikkert ikke glad. Hun synes, jeg har plader nok og mener ikke, der er plads til flere. Men jeg har altså kun 3.000-4.000, sagde Dennis Albertsen. Mange vil sikkert synes, at de gamle vinyl-plader burde arkiveres på en genbrugsplads. Men ikke Dennis Albertsen. - Vinyl-pladerne har en mere blød og lækker lyd end cd’ere. Der er noget autentisk ved dem, sagde han. Loppemarkedet, der kaldes Østvendsyssels største, havde besøg af omkring 2.000 mennesker. Overskuddet på cirka 100.000 kroner går til fritidsgårdens busser og dyrehold.