Hård debat i Tyskland om Irak

BERLIN:Mens Tyskland i går optrappede sine diplomatiske aktiviteter for at forhindre en militær intervention i Irak, blev den offentlige diskussion om konflikten optrappet. Forbundskansler Gerhard Schröder rejser i dag til Moskva for at drøfte krisen med den russiske præsident, Vladimir Putin, og udenrigsminister Joschka Fischer tog sent i går til London for at mødes med den britiske premierminister, Tony Blair. Derimod var den konservative oppositionsleder, Angela Merkel (CDU) i Washington for at markere sin afstandtagen til den tyske regerings linje. - Jeg anser en ny resolution for rigtig, da det er vigtigt at opretholde presset mod den irakiske præsident, Saddam Hussein, sagde Merkel, efter at Schröder og den franske præsident, Jacques Chirac, har indledt en diplomatisk offensiv for at få hindret en ny Irak-resolution. Merkel, der i Washington har haft møder med blandt andre den amerikanske vicepræsident, Dick Cheney, og forsvarsminister Donald Rumsfeld, er blevet heftigt kritiseret af de tyske regeringspartier for at gå åbent imod regeringens politik i udlandet. Den konservative leder offentliggjorde i sidste uge en hård kritik af Schröders politik i avisen Washington Post, og også lederen af det liberale parti FDPs parlamentsgruppe, Wolfgang Gerhardt, kaldte det tirsdag uheldigt, at Merkel besøger Washington på nuværende tidspunkt. - Det er spørgsmål om at udvise udenrigspolitisk ansvar, sagde Gerhardt, der ligesom Merkel er kritisk over for Schröder-regeringens kurs. - Tyskland risikerer at blive isoleret. Den nuværende udstillede enighed mellem Tyskland og Frankrig vil ikke vare ved længe, sagde han. En udenrigspolitisk ordfører for miljøpartiet De Grønne, Ludwig Volmer, sagde, at Merkel og CDU med støtten til USA, Storbritannien og Spanien falder den tyske og den europæiske politik i ryggen. - Den tyske opposition har aldrig før handlet sådan, sagde Volmer. En ekspert i udenrigspolitik og internationale relationer fra Friedrich Schiller Universitetet, professor Helmut Hubel, sagde, at det står klart, at USA og Storbritannien vil indlede en massiv diplomatisk offensiv for at vinde støtte til deres linje i mindre lande. På den baggrund er det usædvanligt, at den amerikanske regering har modtaget en oppositionsleder fra et stort europæisk land, da det sker på et tidspunkt, hvor medlemmer af den tyske regering ikke modtager invitationer fra Washington. - Det er aldrig tidligere sket, at oppositionen er blevet indbudt til møder med amerikanske ministre, men ikke medlemmer af selve regeringen, påpegede den udenrigspolitiske ekspert Christian Hacke fra Bonns universitet. Han afviste imidlertid regeringspartiernes påstand om, at Merkel har brudt uskrevne regler om, at en oppositionspolitiker ikke offentliggør kritik af den tyske regering i udenlandske medier. - Det samme skete for eksempel med den nye ”Ostpolitik” under tidligere forbundskansler Willy Brandt, da den daværende opposition meget stærkt forsøgte at gøre det klart, at denne politik var til skade for tyske og amerikanske interesser, sagde han med henvisning til Brandts tilnærmelse til Østtyskland i 1970"erne. Hacke sagde videre, at den rød-grønne regerings politik over for USA i grunden var ”substantiel og berettiget”, men ”temmelig dilettantisk” i dens udførelse. - Dem, der vil føre stormagtspolitik, må vise mere diplomatisk raffinement, sagde han. Den tyske biskop Karl Lehmann skrev i et indlæg i kirkeavisen ”Glaube und Leben”, at kirken ikke kan gå ind for ”en radikal-pacifistisk holdning”, og at en Irak-krig ”ikke kan udelukkes på forhånd og for altid”. Forfatteren og nobelprismodtageren Günter Grass sagde under et besøg i Spanien, at modstanden mod en krig i Irak ikke er anti-amerikansk. - Den, som for øjeblikket fører den mest anti-amerikanske politik, er præsident George W. Bush, sagde Grass. Tidligere på ugen offentliggjorde den tidligere østtyske dissident, visesanger og forfatter Wolf Biermann et indlæg, hvor han kaldte sine landsmænd ”et enigt folk af hurra-pacifister”. Den 66-årige Biermann sagde, at ”uden USA's militære pres på Irak ville det end ikke være muligt for en eneste våbeninspektør at sætte sine fødder på irakisk jord”. /ritzau/