Hård hud til dimserne

Usynligt skjold beskytter dine apperater mod snavn og ridser

Den klare film klæber til apparatets overflade.
Dyr 4. september 2009 06:00

De skinner og funkler, i hvert fald lige når man pakker dem ud. Men snart aner man de første ridser i den blanke plast, der omslutter tidens mobiltelefoner, mp3-afspillere og bærbare computere. Og efter nogle måneders brug ligner de før så funklende apparater noget, der har fået tæsk med en stålbørste. Løsningen er at pakke dimserne ind i det usynlige skjold, "Invisible Shield", der ifølge producenten beskytter rotorbladene på amerikanske militærhelikoptere. På produktets hjemmeside kan man se, hvordan filmen modstår hårde slag med skarpe nøgler – uden at efterlade den mindste ridse. Den superstærke film er skåret ud, så den passer præcist til det valgte produkt. Skjoldet fås til en række mobiltelefoner fra bl.a. Nokia, HTC, Sony Ericsson og Samsung. Samt diverse mp3-afspillere, kameraer, GPS-vejvisere og bærbare computere. Vi testede løsningen til iPhone, hvor skjoldet er et spændende alternativ til klodsede tasker og etuier. Ingen fedtfingre I æsken finder vi et ark med den selvklæbende film og en lille plastflaske. Flasken indeholder anti-fedt-væske, der sprøjtes på fingerspidserne, så vi ikke planter grimme aftryk på filmen. Forsigtigt tager vi frontstykket af og sprøjter væsken på begge sider af den tynde film. Men ikke for meget, for vi vil nødigt kortslutte mobilen, som af samme grund skal være slukket under hele operationen – og 12 timer efter. Det er en smal sag at placere den klare film på fronten, så den flugter med telefonens øverste højttaler og den runde knap forneden. Luftbobler og overskydende væske kan skubbes væk med en medfølgende plastdims, men et dankort er lige så effektivt. Så langt så glimrende. Men nu skal bagstykket på, og det er straks mere kompliceret. Filmen er fyldt med kringlede stykker, og de smalle kant-strimler vil hellere klæbe til sig selv end til telefonen. Efter en halv times frustrerende pillearbejde sidder det hele nogenlunde. Men der er stadig luftbobler på bagsiden. Tanken om at starte forfra er ubærlig. Så vi håber på, at de små bobler forsvinder af sig selv. Godt greb Det gør de ikke. Men næste morgen er boblerne da skrumpet en smule, og et par af dem kan klemmes ud over kanten med en negl. Resultatet er flot fortil – og nogenlunde acceptabelt bagtil. Nu da vores iPhone er pakket ind, føles den helt anderledes end før. Overfladen er let gummiagtig, og det giver et langt bedre greb om bagsiden. Man er ikke længere nervøs for, at mobilen glider ud af hænderne som et stykke sæbe. Frontstykket er mere problematisk. For selv om den berørings-følsomme skærm reagerer lige så godt som før, savner vi den glatte glide-fornemmelse. Så vi hiver front-stykket af igen. Også fordi styrken jo skal testes - og ikke med mobilen som indsats. Først prøver vi at stikke en nyspidset blyant gennem den tynde film. Blyanten knækker, og vi griber ud efter en kuglepen. Filmen er krøllet, men stadig intakt. Først da vi når til hobbykniven, lykkes det at gennembryde filmen. Så det usynlige skjold holder bestemt, hvad det lover. Men til apparater med trykfølsom skærm kan den let klæbrige overflade være til gene. Og har du mere end to tommelfingre, bør du afgjort få forhandleren til at montere stadset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...