Lokalpolitik

Hård kritik af Ukraines valgkommission

En trussel mod dagens parlamentsvalg, siger iagttagere

KIJEV:Ukraines Centrale Valgkommission, CEC, der har det øverste ansvar for søndagens parlamentsvalg, har flere gange under valgkampen været lammet af intern strid, hvilket har svækket kommissionens troværdighed. Mange frygter, at der kan sættes spørgsmålstegn ved valgresultatet, især hvis der bliver tale om et snævert flertal til enten den regerende konservative koalition eller til den liberale opposition. Kommissionen er sammensat af politikere, som deler sig efter politiske tilhørsforhold. Dens 15 medlemmer er delt, så otte kommer fra regeringskoalitionen af Regionernes Parti, Socialistpartiet og Kommunistpartiet, kaldet de blå, mens syv kommer fra oppositionen bestående af Blok Timosjenko og Vort Ukraine, kaldet de orange. - Valgkommissionen er den største fare mod søndagens valg. Politikerne står over kommissionen. Sådan burde det ikke være, sagde Aleksander Tjernenko, formand for Vælgerkomitéen Ukraine, til avisen Kijev Post fredag. Vælgerkomitéen er en privat organisation, der arbejde for fair valg. Iagttagere frygter, at flertallet i kommissionen vil se gennem fingre med eventuel valgsvindel begået af allierede, men slå hårdt ned på modstanderes eventuelle fusk. Det blå flertal i valgkommissionen har flere gange været efter den orange fløj. I august afviste flertallet Blok Timosjenko, det største oppositionsparti, da det ville stille op ved parlamentsvalget. Afvisningen var baseret på juridiske spidsfindigheder og blev kort efter ophævet. Så sent som i denne uge forbød Valgkommissionen præsident Viktor Jusjtjenko at føre valgkamp for sit eget parti Vort Ukraine, der er næststørste oppositionsparti. Den afgørelse blev afvist en domstol fredag. Iagttagere peger på, at mistroen til Den Centrale Valgkommission har smittet af på lokale valgtilforordnede, ligesom den har svækket vælgernes tillid til valget.