Hård kurs over for narko i Gaden

Restauratører i Aalborgs minefelt har styr på stofferne, mener Jomfru Ane Gades talsmand.

Drinks og shots er alt for billige i Jomfru Ane Gade, mener ekspert. Arkivfoto: Hans Ravn

Drinks og shots er alt for billige i Jomfru Ane Gade, mener ekspert. Arkivfoto: Hans Ravn

- Vi kører en meget hård linje, og derfor er der ingen narko-problemer af betydning i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Udmeldingen kommer fra restauratør Morten Geisnæs, der er formand og talsmand for forlystelsesgadens mange restauratører, og som selv driver værtshuset "Spirit of America". Selv om det ifølge Nordjyllands Politi i Aalborg bugner med narko på det illegale marked i Aalborg og omegn til næsten rene dumping-priser i øjeblikket, så er Morten Geisnæs af den opfattelse, at det ikke har nogen afsmittende virkning på livet i Gaden. - Vi ser ikke flere narko-påvirkede mennesker, end vi plejer, og hvis vi spotter en omtåget person, så bliver vedkommende omgående afvist i døren, fastslår restauratøren. Nultolerance over for narko Han gætter på, at hans egne dørmænd afviser to måske tre narko-påvirkede gæster i snit i løbet af en lørdag aften og nat, og han understreger, at han udelukkende refererer til sit eget værtshus. Morten Geisnæs: - Alle restauratører i Gaden fører en hård kurs over for gæster, der er påvirkede af stoffer, og vi er også enige om, at der skal være en nul-tolerance over for både narkohandlere og brugere. - Min personlige vurdering er, at antallet af narko-påvirkede gæster ligger på samme lave niveau som for 10 år siden. Restauratøren siger videre, at man har et meget fint samarbejde med politiet. - Hvis folk ikke kan opføre sig ordentligt, så får de karantæne og forbud mod at komme i Gaden i en periode. Morten Geisnæs peger på, at hans dørmænd er trænede i at spotte en narko-påvirket gæst. Kan ikke tvinge folk - Når der er narko med i billedet, så kan man hurtigt se det på vedkommendes opførsel. - Der kan f.eks. være tale om, at personens kæber kører hele tiden, og at vedkommende er meget urolig. - Narko-påvirkede optræder ofte mere aggressivt, og det er heller ikke ualmindeligt, at fingrene konstant er i bevægelse, siger restauratøren. - Kodeordet i den her forbindelse er ganske enkelt "skrap sortering" af gæsterne, og det uanset om de så er påvirkede af stoffer eller af alkohol, påpeger Gadens talsmand. For ca. halvandet år siden gennemførte man et forsøg med de såkaldte "drug tests" i Jomfru Ane Gade. - Efter min opfattelse er effekten ikke særlig stor, og det koster immervæk 140 kroner pr. gang, vi tester en gæst, fortæller Morten Geisnæs. - Vi kan ikke tvinge folk til at tage testen, og hvis en gæst ikke vil deltage, så kan han bare sige nej og gå fra stedet. Har lager af "drug tests" - Så på den måde har testen ingen effekt, og vores dørmænd og deres vurdering er på den måde et bedre "instrument" til at frasortere uønskede gæster, understreger restauratøren og tilføjer, at han fortsat har et mindre lager af "drug tests" liggende - og som bare får lov til at blive liggende.

Forsiden