Hård landing: Mistænkt matchfixer er anholdt i lufthavn

En forretningsmand fra Singapore er blevet anholdt i Milano, fordi han er mistænkt i en sag om matchfixing.

Hård landing: Mistænkt matchfixer er anholdt i lufthavn

Det blev en hård landing for forretningsmanden Admir Sulic, der torsdag ankom til Italien med fly fra Singapore. Han er mistænkt i en omfattende sag om matchfixing.

Torsdag formiddag landede Sulic med fly til lufthavnen Malpensa i italienske Milano, hvor han straks blev pågrebet og anholdt. Det fortæller to retskilder til nyhedsbureauet Reuters.

- Admir Sulic, som i dag ankom til Malpensa Lufthavn i Milano fra Singapore, er blevet tilbageholdt af italiensk politi, bekræfter en af kilderne.

Anholdelsen sker, efter at italienske myndigheder har krævet manden udleveret.

Italien har krævet, at den formodede bagmand i en stor matchfixingskandale blev fanget så hurtigt som muligt. Nu får støvlelandet sin vilje.

Ifølge Interpol ville Sulic lande i Milano i løbet af torsdagen, og det betød, at man kunne pågribe ham med det samme.

- Manden er ønsket udleveret af de italienske myndigheder for påstået involvering i matchfixing styret af et spillesyndikat i Singapore, siger Interpols Ronald Noble ifølge nyhedsbureauet AFP.

I Europol mener man, at et syndikat i Singapore står bag de næsten 700 kampe, som er under mistanke for at være fixet.

Men politiet i Singapore har bedt om mere håndfaste beviser, før de ville pågribe den mistænkte bagmand, der ankommer til Milano.

Det internationale fodboldforbund, Fifa, samarbejder tæt med Europol og Interpol. På listen over kampe, som kan være fixet, er både kampe i Champions League og VM-kvalifikationen.

Europarådet og Fifa arbejder sammen om en fælles lovgivning for at få bugt med matchfixing.

Nyheden om, at den mistænkte bagmand er på vej til Italien, blev afsløret af Interpol under en konference om matchfixing i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, torsdag.

- Vi er klar til at fjerne denne kræftsvulst fra fodbolden. AFC giver sig ikke, før den plage er fuldstændig fjernet i Asien, siger den fungerende præsident i det asiatiske fodboldforbund (AFC), Zhang Jilong, ifølge nyhedsbureauet NTB.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst