Hård modstander i pokalturnering

BRØNDERSLEV:BFC's divisionshold i floorball indleder sæsonen 2004-2005 med en pokalkamp i i dag i Herning Sportcenter, mod Herning FC som rykkede ud af eliterækken i sidste sæson. Modsat de øvrige hold, som rykkede i 1. division, så har Herning FC forstærket sig betydeligt til denne sæson. Landsholdsstjernen Kim Olesen er kommet til fra de danske mestre FC Outlaws samt Morten Arnt, Tommy Pedersen, Thomas Jørgensen fra Sunds og Thomas Hellerup fra Team Aarhus. Herning satser hårdt på at genindtræde i den bedste række allerede næste sæson, derfor er BFC klar over at der virkelig skal kæmpes i Herning for at fortsætte i pokalturneringen. Landsholds keeperen Morten Andersen kommer til at starte i målet og med stortalentet Anders Kjær på reservebænken. - Vi har et par spillere som ikke kommer med og andre som er tvivlsomme til opgøret. Jesper Lie har pådraget sig astma og kommer derfor ikke med, Tim Jaltoftslicens er for tiden ikke i orden og han kan derfor blive nødsaget at se kampen fra tilskuerpladserne, siger manager Henrik Dahl Nielsen fra BFC. - Vi tager selvfølgelig til Herning for at vinde, men holdet mangler meget i opspil og forsvarsspil, inden vi er 100 procent klar til sæsonen, og det skyldes jo de mange nye spillere på holdet i forhold til sidste sæson, siger Træner Daniel Pettersson.