Hård strejke for nybagte forældre

Mange familier med nyfødte må stadig undvære besøg fra sundhedsplejen efter en måneds strejke

To ud af tre sundhedsplejersker forsvandt fra Jammerbugt Kommunes nødberedskab fra den ene dag til den anden den ottende maj. Nødberedskabet bestod af tre tjenestemandsansatte, som dermed ikke er konfliktramt, men en gik på pension og en anden tog på ferie. Derfor har ledende sundhedsplejerske, Diane Aarestrup, udgjort hele nødberedskabet indtil i dag, hvor den ferierende vender tilbage. - Der er ikke så mange, der kan få besøg. Vi havde ellers besluttet, at der skulle besøg til alle førstegangsfødende, men nu skal de først til en samtale om vigtigheden af det. Så er det bare heldigt, at der kun har været 31 nyfødte i strejkeperioden mod normalt 40, siger Diane Aarestrup. Flere besøg fra 20. maj Det indskrænkede nødberedskab er gået ud over både førstegangsfødende og andre nybagte forældre. - Længden af strejken er hård for nogle familier, som føler, de har behov for besøg. For eksempel er nogle af de familier, der fik afbud i starten af strejken, begyndt at ringe igen, fortæller Diane Aarestrup. Samtidig har hun modtaget meldinger om, at flere bruger egen læge og sygehuse. Mange familier har kontaktet Diane Aarestrup for at bede om råd og vejledning. - Mange folk ringer og er kede af det og vil have besøg. En del spørger også til, hvornår strejken stopper. Vi kan besøge flere fra i dag, men det er slet ikke optimalt. Derfor vil jeg gøre mit for at nødberedskabet bliver udvidet, siger hun.