Hård tur Nordjylland Rundt

Vejret var ikke med de mange motionscyklister, der brugte hele eller dele af lørdagen på at deltage i det store motionscykelløb Nordjylland Rundt.

Deltagerne i Nordjylland Rundt på cykel stred sig gennem det halvdårlige vejr men tog det med godt humør - og en medalje som minde. Foto: Daniel Mikkelsen

Deltagerne i Nordjylland Rundt på cykel stred sig gennem det halvdårlige vejr men tog det med godt humør - og en medalje som minde. Foto: Daniel Mikkelsen

Regnen og blæsten gjorde ruten hård, men stemningen var alligevel høj efter løbet, fortæller en tilfreds Birthe Poulsen fra arrangementskomiteen, der også kunne berette, at udover småskrammer fra de obligatoriske styrt var der ingen meldinger om alvorligere uheld. I omegnen af 1200 cyklister kastede sig fra morgenstunden ud på en af de fire ruter, der alle havde start fra Aalborg Kaserner og herefter tog en runde i Vendsyssel af varierende længde. Allerede fra kl. 07 kunne de mest morgenfriske prøve kræfter med den lange rute på 250 km - det var der knap 300, der havde meldt sig til. En time senere blev lidt over 600 ryttere sendt af sted på 125 km distancen, hvorefter fulgte 150 ryttere, der ville køre 75 km og endelig 100 cyklister, der nøjedes med den familievenlige distance på 30 km. Efter løbet løftede Birthe Poulsen sløret for en nyskabelse, der måske kommer til næste år. En gruppe kvindelige cyklister, der deltog med det rene kvindehold "Birkelse Ladies", har foreslået, at der kommer et løb udelukkende for kvinder. Det har man haft succes med andre steder i Danmark- eksempelvis har Sjælland Rundt en særlig tøsetur. Og måske kommer noget lignende til Nordjylland. Det er i hvert fald noget, komiteen bag cykelløbet vil diskutere og finde ud af, om der er kræfter til at løfte. For i givet fald vil kvindecykelløbet skulle afvikles en anden dag end den sædvanlige løbsdag.