Hård vind venter rytterne i Danmark Rundt-premiere

55 kilometer skal køres ved Vesterhavet, når 1. etape af cykelløbet Post Danmark Rundt bliver kørt næste år.

Feltet på vej op af Yding Skovhøj, d. 8. august i år. Foto: Tariq Mikkel Khan/POLFOTO/arkiv
26. november 2014 15:02 - Opdateret 26. november 2014 15:25

Struer er startby, og målstregen ligger i Holstebro, når rytterne i cykelløbet Post Danmark Rundt 4. august næste år skal ud på 1. etape over 180,5 kilometer.

Det meddeler Danmarks Cykle Union i en pressemeddelelse.

- En meget spændende etape med de næsten 55 kilometer langs Vesterhavet. Hvis det stormer, som det af og til gør på disse kanter, bliver det vildt hele vejen til Søndervig.

- Retur nordpå til Holstebro kan vinden igen få stor indflydelse. Rundstrækningen er teknisk, men også god for sprinterne. Det store spørgsmål er hvor mange, der kommer med hjem til Holstebro, siger Post Danmark Rundts løbsdirektør, Jesper Worre, i pressemeddelelsen.

Næste års udgave af Post Danmark Rundt bliver den 25. siden 1985, da løbet blev kørt for første gang. Løbet blev ikke kørt mellem 1989-94.

Resten af ruten for næste års Post Danmark Rundt bliver offentliggjort i marts næste år.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...