Hårde Halse

"Kunsten at dræbe et menneske".

Realistisk og knapt fortalt i stramt tilskårne scener. Bogens forside.

Realistisk og knapt fortalt i stramt tilskårne scener. Bogens forside.

Hvor ofte har vi ikke fulgt et bundt hårde halse på livsfarlig mission? I romaner og på film. Lige fra Alistair Macleans "Navarones kanoner" til Sam Peckinpahs "Den vilde bande". Det velgennemprøvede koncept blev sidst lanceret i Sylvester Stallones "The Expendables" (og også i "Red" med Bruce Willis) under vinklen: det grå guld smider rollatoren og går i aktion! Det grå guld er også repræsenteret i italieneren Giaime Alonges debutroman "Kunsten at dræbe et menneske", hvor tidligere oberst og afghanistan-veteran i Den røde Hær, Sergej Orlov, og tidligere major under briternes kampe i Nordirland, Peter Jennings, nu tilbyder deres ekspertise i et privat sikkerhedsfirma med adresse i Leningrad. Vi er i slutningen af 90'erne, og i slipstrømmen efter murens fald opererer tidligere soldater af flere nationaliteter nu freelance. Denne gang efterspørges de af en irakisk klanleder, som vil generobre magten fra sin broder. Fra Aserbajdsjan trænger de hårde halse via Iran ind i den daværende flyveforbudszone i det nordlige Irak. Som forventeligt går intet efter forventning og den dramatiske hjemtur slutter ved Tyrkiets sortehavskyst i Trabzon. Alonges roman har dog adskilligt mere at byde på end veltjente spændingsformularer. Forfatteren oplyser i et efterskrift, at den tog sit udgangspunkt i en ide om at genskrive Xenofons "Anabasis", verdens første krigsreportage, som på selvoplevet grundlag skildrer de græske troppers forsøg på at redde sig ud af krigeriske begivenheder i perserriget og nå frem til Sortehavets kyst 400 år før vores tidsregning. Krig er et gammelt håndværk, og at handlingen bevæger sig i et geografisk område, som er gennemtrukket af århundreders begivenheder og traditioner, mærkes i stigende grad efterhånden som beretningen finder fodfæste i udfoldelsen af de bærende karakterer og deres mission - som dårligt kan kaldes en mission, for hvilket grundlag kæmper de egentligt på? De har ingen hær, ingen ideologi - kun et håndværk. Alligevel er det heller ikke grådighed og pengebegær, der driver dem. Sådan dør en lejesoldat: "Underskovens duft var sød og intens. Han lukkede øjnene og følte livets varme forlade sig og sammen med varmen også et åg af tanker og minder. Og først dér da han blev lettet for det, gik det op for ham hvor tungt et læs det havde været". Her mindes man Sam Peckinpahs mesterværk, hvor en af den vilde bandes aldrende medlemmer kommenterer sin kammerats drøm om at trække sig tilbage: "Back to what?" Handlingen udvikler sig gennem stramt tilskårne scener med atmosfære og drive, og beretningens historiske rødder er indarbejdet i den realistiske og knappe stil uden at trænge sig på som i mange nutidige spændingsromaner, hvor man tvangsindlægges til alenlange belæringer. At arkaisk livsstil i grænseområdet mellem Iran, Irak og Tyrkiet troværdigt fremstår som lyslevende nutidsvirkelighed opleves i lejesoldaternes møde med en landsbybefolkning tæt på den tyrkiske grænse. I en livsalig pause mellem de blodige træfninger. "Ikke underligt at mayonnaisen har svært ved at hænge sammen", vrisser Peter Jennings i en kommentar til de lappeløsninger efter verdenskrigene, som konstruerede det nuværende Irak og Mellemøsten. Giaime Alonges anretning hænger imidlertid glimrende sammen. Otto Pretzmann kultur@nordjyske.dk Giaime Alonge: "Kunsten at dræbe et menneske". Fint oversat af Jytte Lollesgaard. 263 s., 270 kr., Forlaget Cicero.