Hårde hug til regeringen

Bjarne Laustsen advarede mod at forringe arbejdsmiljøet

LØGSTØR:Solen skinnede, luften var varm, og øllet koldt. Men ren hygge er 1. maj alligevel ikke. Også i Løgstør blev 1. maj-festen benyttet som en kærkommen platform til at lufte kritik af den borgerlige regering. Socialdemokraten Bjarne Laustsen, der var først på talerstolen, lagde ikke fingrene imellem: - Jeg kan ikke ofte nok gøre opmærksom på, at den nu genvalgte regering konsekvent har forringet vores arbejdsmiljø. Regeringen bliver dermed medskyldig i, at alt for mange lønmodtagere i alt for lang tid fremover vil komme til at lide under nedslidning, sagde han og pegede på afviklingen af Bedriftsundhedstjenesten som et eksempel. Også de mange unge, der forgæves søgerefter en praktikplads, havde Bjarne Laustsens bevågenhed: - Socialdemokratiet vil genindføre skolepraktikken i fuldt omgang, og præmiere de virksomheder, der påtager sig denne samfundsopgave, lovede han. Spørgsmålet om efterløn blev selvfølgelig også nævnt, omend kort. Her erklærede den forhenværende arbejdsmarkedsordfører, at han og partiets nye formand Helle Thorning-Schmidt i hvert fald er enige om, at de rettigheder, folk får i fremtiden, skal være klare. Bjarne Laustsen erklærede sig i øvrigt på hjemmebane i Løgstør, hvor han startede som arbejdsdreng hos en autolakerer i 1969. Det var også i denne by, han oplevede sin første kærlighed, afslørede han. På hjemmebane var i hvert fald viceborgmester Uffe Bro (S), mens dagens tredje taler, amtsrådsmedlem Medzait Ljatifi (S), var mindre kendt i byen.