Udland

Hårde kampe om Tripolis lufthavn er slut

Libyens regering har igen kontrol over lufthavnen i Tripoli, efter at en milits tog kontrol over lufthavnen.

Hårde kampe om Tripolis lufthavn er slut

Efter flere timers kampe mellem rivaliserende militser om lufthavnen i Tripoli, har libyske regeringsstyrker igen kontrol over lufthavnen i hovedstaden, og den er igen åben for trafik. Det siger en minister mandag aften.

- Myndighederne har igen fuld kontrol over lufthavnen, siger viceindenrigsminister Omar al-Khadrawi.

Han tilføjer, at en snes væbnede militsfolk er anholdt og frataget deres våben.

Urolighederne begyndte mandag morgen, da militsen al-Awfea Brigaden tog kontrol med lufthavnen.

Målet med aktionen var at få udleveret militsens leder, Abu Ajila al-Habshi, der forsvandt lørdag aften undervejs fra militsens hjemby Tarhouna til Tripoli. Tarhouna ligger 80 kilometer syd for hovedstaden.

Militsmedlemmer skød op i luften, kørte biler ind på start- og landingsbaner og stoppede trafikken. Øjenvidner siger til tv-stationen al-Jazeera, at der udbrød panik blandt passagerer i lufthavnen.

Efter nogle timers besættelse opstod der igen uro, da en rivaliserende milits kom til for at smide al-Awfea Brigaden ud af lufthavnen. Regeringsstyrker kom til lufthavnen og fik nedkæmpet militserne.

Libyens nationale overgangsråd, TNC, siger, at den intet har med kidnapningen af militslederen at gøre, men at den har sat en undersøgelse i gang for finde de skyldige.

Overgangsrådet i Tripoli kæmper en vanskelig kamp for at afvæbne og integrere de mange unge mænd, der sidste år var med til at nedkæmpe eneherskeren Muammar Gaddafi og hans styre, og der opstår ofte kampe mellem rivaliserende militser.

Samtidig siger en talsmand for TNC, at det planlagte valg den 19. juni bliver udskudt i mindst to uger og måske endnu længere tid.

TNC kan ikke nå at trykke stemmesedler og oprette valglokaler inden valgdatoen.

- Der er helt enkelt ikke muligt at gennemføre valget til den 19. juni. Det vil tage uger at blive færdig med forberedelserne, siger Sighair Majari, talsmand for valgkommissionen, til al-Jazeera.

/ritzau/Reuters