Hårde odds for Jetsmark

Pandrup 15. september 2002 08:00

PANDRUP: Der venter 2. divisionsklubben Jetsmark IF nogle hårde odds, når fodboldklubben søndag gæster Nykøbing Falster Idrætspark. Ikke blot har cheftræner Karsten Kær helt frem til lørdag haft mange spørgsmålstegn omkring truppen på grund af sygdom, skader og fravær af jobmæssig karakter. De nordjyske oprykkere, som fortsat har sæsonens første sejr til gode, står også overfor en alvorlig sportslig udfordring i form af oprykkerkollegerne fra Nykøbing Falster Alliancen, der har gjort det anderledes flot indtil nu. Fem sejre og blot et enkelt nederlag har sendt falstringerne op på divisionens tredjeplads, og på hjemmebanen er holdet nærmest urørlige. Således har klubben vundet de seneste 16 hjemmekampe i træk, og set over de seneste to-tre sæsoner kan alliancen fremvise en skræmmende statistik på 50 sejre, ni uafgjorte og blot seks nederlag i de seneste 65 kampe. - Vi har fået at vide, at de forventer op mod 2000 tilskuere til opgøret mod os. Det bliver da lækkert at prøve, for det vil helt sikkert også sætte mine spillere op. Og vi kan spille helt uden pres. Ingen forventer, at vi får point med hjem fra dén kamp, siger Karsten Kær. Lørdag måtte Henrik Steffensen og Claus Vestergaard definitivt melde fra til kampen på grund af skader. Til gengæld er såvel Thomas Gaede og Benny Bojer klar, efter at de i ugens løb har været plaget af henholdsvis sygdom og en dårlig ryg. Tre nye ansigter er med i forhold til sidste weekends hjemmekamp mod Kalundborg. En kamp, som Thomas Gaede ikke var med i på grund af karantæne. Ud over ham er også Christian Andersen og Morten Hyttel nye i truppen, mens Per Jensen må en tur ned på andetholdet for at få kamptræning. OM

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...