Hårde tider i mutant-branchen

Halle Berry er Storm og Hugh Jackman er Wolverine i ”X-Men” - her i naturlige parcelhus-omgivelser, som også forekommer i en film, der ellers mest udspiller sig i ustyrlige special-effect og computeranimationskulisser. STILL fra filmen

Halle Berry er Storm og Hugh Jackman er Wolverine i ”X-Men” - her i naturlige parcelhus-omgivelser, som også forekommer i en film, der ellers mest udspiller sig i ustyrlige special-effect og computeranimationskulisser. STILL fra filmen

”X-Men” er mutanter i en ikke alt for fjern fremtid - eller måske bare i en parallelverden til vores. Vi har jo også vores ”mutanter”, og de kan virke lige så truende på os, som mutanterne i X-Men-tegneserien og filmene gør det på deres mere almindelige medmennesker. Mutanterne er nemlig nok medmennesker, men skæbnen har anbragt dem i en særlig position, givet dem særlige egenskaber. Men i bund og grund er de mennesker lige som os andre, er filmens renfærdige budskab. ”Mutanterne er forhadte, frygtede, foragtede og kollektivt udstødte af den øvrige menneskehed af den ene grund, at de er mutanter. Så det vi har her er slet og ret en historie om racisme, diskrimination og fordomme” er det blevet sagt om serien. Og det er så sandt at det nærmest er overtydeligt: Det kunne lige så godt handle om ”os” og muslimerne, indvandrerne, krøblingene, de HIV-smittede, de homoseksuelle, de gamle, de langtidsledige, de åndssvage, de sindssyge, de dumme, de grimme, de ulykkelige. Fortsæt bare listen. Det gør det selvfølgelig til en meget sympatisk film, for det er jo mutanterne, vi holder med - også da en medicinal-industri opfinder et middel, der kan ”helbrede” mutant-egenskaberne. For er det at være mutant noget, man skal helbredes for? Er det en lidelse? Ikke, hvis man anerkender at alle mennesker er født lige. Så fletallet af mutanter siger nej til ”helbredelse” og betragter selve tanken som en yderligtgående form for diskrimination. Ville de sorte vælge at blive hvide, hvis de kunne? Hvor mange bøsser ville ønske, de kunne blive heteroseksuelle? Hvor mange danske muslimer ville ønske de var kristne? Man behøver bare vende spørgsmålet om for at få svaret. Men der er jo også skurke i mutanternes verden, og den største af dem alle er Magneto - dejligt ondt og vanvittigt spillet af Ian McKellen, der ellers er så rar som Gandalf. Han kan noget med magnetisme, skal man ellers love for. Og nu får han kontakt med den stærkeste og farligste og mest uregerlige mutant nogensinde! Ja, jeg siger ikke mere... Andet, selvfølgelig, end at det bliver endnu sværere og farligere end nogensinde før at være X-Men. Wolverine med de lange adamantium-kløer, Storm, der kan lave om på vejret i en ruf, Professor X, der både kan læse tanker og styre de andre, Jean, der jo vistnok døde i Alkali-søen i sidste film, hendes kæreste, Cyclops med det brændende blik, der ikke kan komme over det, og så alle de nye, unge på ”Skolen for unge med særlige egenskaber”. De får deres sag for. Det er og bliver en tegneseriefilm på godt og ondt. Marvel-universet kræver den højeste grad af patos, og det får den så, på alle knapper. Men med den største troskab mod seriens andre særkender: De tørre replikker, den grumme humor, de særlige højspændte selvironi og den yderst renskårne handling og moral. Se den ikke, hvis du ikke fatter ret meget af ovenstående. Men se den, hvis du elsker Marvel og X-Men. Nyd f. eks. en opstilling som den fantastisk udtænkte duel mellem mutanten, der kan desintegrere alt materiale omkring sig - og mutanten, der kan regenerere sin krop i eksprestempo! Hvordan kan sådan en duel ende? Hvad bliver det ultimative og afgørende våben?Kærligheden - eller kærlighedens bedrag, måske. Det ganske eksistentielle svar rumsterer i bevidstheden efter filmen - ligesom det næsten umærkelige løfte om nye eventyr, der rummes i sidste billedes sidste tiendedel sekund.
  • ”X-Men - The last stand” USA 2006. Instruktør Brett Ratner En time, 45 minutter. Till. o. 15 år. Verdenspremiere