EMNER

Hårde toner i økonomidebat

Regering og opposition tørnede i går sammen i et skænderi om dansk økonomi

KØBENHAVN:Det var en tydeligt irriteret finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), som i går var kaldt i Folketingssalen af oppositionen for at forklare, hvordan Danmark skal komme ud af krisen. Forinden havde Socialdemokraterne, SF og de radikale sammen med de to løsgængere Pia Christmas Møller og Christian H. Hansen fremlagt et forslag til vedtagelse, som kritiserede regeringens økonomiske politik. - Det er bekymrende, at regeringen ikke hidtil har været i stand til at lægge en samlet plan på bordet for holdbarheden i dansk økonomi. Den har udstukket en spareplan uden at komme med konkrete anvisninger på, hvordan målet skal nås, sagde ordfører Morten Østergaard på vegne af oppositionen. Et bredt udsnit af folketingsmedlemmer fra oppositionen var mødt op for at skyde løs på finansministeren, der havde svært ved at tøjle sit temperament. - Jeg har sjældent set en opførelse af Kejserens Nye Klæder så ynkelig som denne her, fnysede han fra talerstolen. Igen og igen gjorde han rede for, hvordan regeringen har tænkt sig at leve op til EU's konvergensprogram, som kræver, at Danmarks budget strammes op med 24 milliarder kroner i 2011, 2012 og 2013. Og hvordan holdbarheden i dansk økonomi skal genskabes ved at have nulvækst i kommunerne og lave reformer af SU-systemet, førtidspension og dagpengesystemet. Vis jeres plan Lige så mange gange krævede oppositionen, at finansministeren blev mere konkret i forhold til, hvor det er, at kommunerne skal spare. - Vi er gået fra, at nulvælst ingenting betyder, til at nulvækst trods alt vil betyde fyringer i den offentlige sektor. Men hvorfor fortæller regeringen ikke kommunerne, hvad det er, de skal skære ned på? Sådan lød spørgsmålet fra SF's skatteordfører Jesper Petersen med henvisning til de 8000 ansatte, regeringen i sidste uge annoncerede, at kommunerne samlet skal reducere personaleskaren med over tre år. Hver gang lød modspørgsmålet fra Claus Hjort Frederiksen og hans medhjælpere fra Venstres, Konservatives og Dansk Folkepartis folketingsgrupper: Hvad vil oppositionen selv? - Vi ved ikke, hvad Socialdemokraterne og SF vil. Der ligger tilsyneladende en plan, som man ikke ville fortælle folk om på SF's landsmøde, man vil ikke fortælle om det til 1. maj, og nu venter man åbenbart, til folk er gået på sommerferie, sagde finansministeren. Flere gange igennem det sidste halve år har oppositionen nemlig udskudt offentliggørelsen af den lovede plan for dansk økonomi. - Det er dig, der er finansminister, og det er jer der har ansvaret, lød det igen og igen fra oppositionen. Det var ikke substans, der tyngede den mange timer lange debat, men mere en afprøvning af valgkampsformen. Det fik Enhedslistens Frank Aaen til at udbryde på et tidspunkt: - Det er en meget besyndelig debat det her, hvor der ikke er særligt meget indhold, og det synes jeg faktisk er ærgerligt.