Ungdomsuddannelser

Haarder afviser kritik fra de tekniske skoler

Bertel Haarder mener, det går fint med at skaffe praktikpladser, og er på vej med ekstra tiltag

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har ikke meget til overs for Foreningen af Skoleledere ved De Tekniske Skoler (FS), som har undersøgt praktiksituationen på landets tekniske skoler. Undersøgelsen viser blandt andet et stort frafald på de uddannelser, som mistede skolepraktikken fra nytår, men undersøgelsen holder ikke, mener ministeren. - De lægger tal sammen, der ikke kan lægges sammen, siger han. Den udlægning afviser sekretariatschef i FS Carsten Eberhard. - Det er det billede, vi har fra de 25 tekniske skoler, der har deltaget i undersøgelsen. Undersøgelsen viser også, at de nye korte uddannelser, som skulle afhjælpe fraværet af skolepraktikken, ikke har kunnet tiltrække elever. Betel Haarder hæfter sig i stedet ved, at det går rigtig godt med at skaffe praktikpladser. Og for de elever, der ikke kan få en praktikplads eller finde sig tilrette på en af de nye uddannelser, er regeringen på vej med nye tiltag. - Situationen er i bedring, så der er ingen grund til panik. Regeringen er på vej med mesterlære og belønning til dem, der opretter praktikpladser, og det bliver med tilbagevirkende kraft, så ingen skal gå og vente på det, siger han. Carsten Hansen (S), som havde kaldt ministeren i samråd om sagen, var langt fra tilfreds med svarene. - Det er et billigt trick at afvise en undersøgelse. Vi fik i stedet malet en skønmaleri, som ikke har hold i virkeligheden. Sandheden er, at vejledningen ikke fungerer, de unge ryger ud og de korte uddannelser dur ikke, så nu må der ske noget, siger Carsten Hansen. Han er positiv over for ideen om at belønne virksomhederne for at oprette praktikpladser, men tror ikke, at det løser problemet. - Vi aner ikke, hvad den ordning indebærer. Det er et skridt på vejen, men det gør det ikke alene, siger Carsten Hansen, som vil følge op med flere spørgsmål.