EMNER

Hårdere kamp om at levere tv

Tv sendt gennem almindelig bredbånd vokser stærkt.

Der er lagt op til hårdere kamp om at få lov til at levere tv-signaler til nordjyder og andre danskere. Hidtil har vi haft valget mellem en antenne, en parabol, en fællesantenne - og som det nyeste en løsning fra Boxer, hvor de digitale tv-signaler bliver sendt gennem luften. Men en ny måde at modtage tv er for alvor begyndt at røre på sig. Mange steder er det muligt at få tv-signalerne via internettet - også kaldet ip-tv. På nøjagtig samme måde som flere og flere lader deres telefon køre via nettet eller lytter til radiostationer, der bliver sendt via nettet. TDC og Telia lancerede sidste år ip-tv som en realistisk mulighed. Og med TDC og Telia på banen er det to meget velkvalificerede leverandører, der melder sig ind i kampen via deres slægtskab med de store antenne-tv-leverandører YouSee og Stofa. Og lige for tiden kører TDC en meget aggressiv kampagne for at få deres produkt inden for i varmen. René Brøchner, direktør for TDC's tv, bredbånds- og telefoniforretning, fortæller, at man her et år efter, man gik i luften, har godt 100.000 kunder. - Det er vi ret stolte af, siger han. Nemmere at konkurrere De velkendte antenneforeninger har de senere år været nødt til at hæve priserne på at levere tv. Der er poppet en hoben af kanaler op, der er dyre, men samtidig så attraktive, at medlemmerne af foreningerne beder om at få dem med i programudbuddet - med det resultat, at pakkerne bliver dyrere og dyrere. Nogle foreninger prøver at løse problemet ved at dele programudvalget op i mindre pakker, så medlemmerne i et vist omfang selv kan bestemme, hvilke programmer de vil betale for. Individuel ordning Andre steder har man stadig kun en enkelt pakke med det resultat, at der sidder medlemmer og føler, de betaler for noget, de egentlig ikke gider bruge tid på. Den sidste gruppe har man øje for hos TDC, for det er et af de steder, der vil være nye kunder at hente. - Vi ser flere og flere kunder, der ønsker en individuel ordning. Antenneforeningerne har haft den fordel, at de har været meget, meget billigere end de individuelle løsninger. Men i takt med at antenneforeningerne bliver dyrere og de individuelle løsninger billigere, mødes vi et sted, hvor flere og flere synes, det er de ekstra penge værd at få en individuel løsning. Det er en udvikling, der har stået på et stykke tid, og som bliver forstærket fremover, siger René Brøchner. Går efter enfamiliehuse Ifølge Dan Strömberg, der er adm. direktør i Telias bredbåndsforretning, er det ikke i første omgang antenneforeningerne - og da slet ikke de store - man går efter. - Antenneforeningerne er stadig stærke, så det er ikke vores primære målgruppe. Vi går mere efter enfamilieshusene, siger han, men medgiver, at Telia sagtens kan gå hen og blive et stærkt alternativ der, hvor mindre, lokale foreninger har det svært. Og det bliver ikke bare på prisen, at TDC og Telia vil forsøge at skaffe kunder. - I takt med at vi udbygger funktionaliteten og giver nogle andre tilbud end de rene kanaler, tror jeg, at vi kan få folk til at betale lidt ekstra for vores produkt, siger René Brøchner. Tv'et kan mere og mere - Vi har muligheden for at koble ting sammen både internt i hjemmet og ud af hjemmet. Hele den rejse er vi så småt begyndt på. Vi har netop lanceret web-tv - det vil sige, at kunder, der har Home Trio, også har adgang til at se foreløbig 23 kanaler på deres pc, så længe de er inden for hjemmets fire vægge. Så hvis den ene sidder og ser Livvagterne, kan den anden tage den bærbare computer, gå ind i et andet rum og se noget helt andet. Det forventer vi os meget af, fortsætter han. Dan Strömberg mener også, at noget af det, ip-tv kan tilbyde, er svaret på nogle af de ønsker, folk har til deres tv-kiggeri. En kraftig trend er, at folk selv vil bestemme, hvornår de vil se ganske bestemte programmer. Og det behøver ikke at være lige på det tidspunkt, hvor programmerne bliver vist. Og det er noget af det, man kan gøre med ip-tv, man kan så at sige selv mikse sin egen tv-aften ved at hente programmerne hjem, når man har lyst. En anden stor ting bliver, at man hjemme fra sofaen kan hente film hjem til tv-skærmen. Så man slipper for at køre ned i videobutikken. Forskellige pakker Også på fleksibiliteten vil ip-tv - måske - komme til at stå stærkt. Hvis man da ellers kan få indholdsleverandørerne til at gå med til at sælge kanalerne enkeltvis i stedet for - som nu - at foretrække at sælge dem i store klumper. - Vi overvejer, om vi skal lancere noget mere ta'-selv-bordsagtigt, og vi kommer på sigt til at tilbyde flere varianter, men vi mener, at de tilbud, vi har i dag, dækker de flestes efterspørgsel, siger René Brøchner. - Vi arbejder lige nu på at gøre vores familiepakke bedre, og om et par uger udvider vi den betydeligt - både med regionale kanaler - som TV2 Nord - og HD-kanaler. Heller ikke Dan Strömberg, Telia, tør love ubegrænset fleksibilitet. - Jeg synes nu, vi har stor valgfrihed, og vi laver forskellige indholdspakker. Men det er op til indholdsleverandørerne, hvordan de vil sælge deres kanaler. Vi ser os som en teknisk leverandør - ikke som indholdsleverandør.