Hårdere kurs overforunge med falsk id

Nu skal det være slut! Det er signalet fra Aalborg Politi, som mener, at de unge blæser på loven, og bruger falske id-kort for at komme i byen i Jomfru Ane Gade. Problemet har eksisteret i mange år, men i den seneste tid er der kommet flere tilfælde.

- Vi har været lidt usikre på, hvordan vi skulle håndtere situationen. Indtil nu har vi nok været lidt large, indrømmer Christian Søby, der er operativ leder for politiets uropatrulje i Aalborgs midtby. Proceduren har været, at politiet blev tilkaldt af dørmændene, hvis der har været en mistanke om, at en ung prøvede på at snige sig ind på en af vennernes id-kort eller har fusket med sit eget. Og den unge har så fået en alvorlig snak med betjentene uden videre efterspil. Men efter konsultation med juristerne på politigården er en stramning nu klar. For eftertiden er det ikke nok med en snak. Nu vil der blive rejst tiltale mod den unge - enten for dokumentfalsk eller for at have brugt en andens identitet ved at udgive sig for at være den, hvis id-kort man står med i hånden. Det betyder, at man ikke bare får en bøde, men at det også kommer til at stå i ens straffeattest, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for fremtidige jobmuligheder. Derudover bliver far og mor også blandet ind i sagen, for de unge får sammen med tiltalen en tur direkte hjem til forældrene på bagsædet af en patruljevogn. Derudover er der også den konsekvens, at den, som har udlånt kortet, kan straffes for medvirken. Christian Søby har ofte været ud at snakke med unge om problemet på gymnasier og handelsskoler, og han fornemmer helt klart, at de unge ikke har taget sagen alvorligt indtil nu. - De unge er ligeglade. De ved jo, at der ikke sker noget, siger han. Men den holdning kan de godt ændre nu. I første omgang betyder stramningen, at der komme et par weekender, hvor der er ekstra betjente i Gaden, men der vil ikke blive sat flere ind på sigt. Det mener Christian Søby dog ikke vil forringe politiets øvrige opgaver. Selvom det selvfølgelig betyder, at der vil gå en del tid med indsatsen - blandt andet med at køre de unge hjem og tage en snak med forældrene. 1. sektion side 2 Leder 1. sektion side 6