EMNER

Hårdt arbejde at hindre olien i at nå svenske kyster

MALMØ:Olie fra det forliste, kinesiske fragtfartøj "Fu Shan Hai" drev mandag ind i svensk farvand. Den svenske kystbevogtning indkaldte flere fartøjer i et forsøg på at inddæmme og opsamle olien, inden den løb ind på den skånske kyst. Fire svenske miljøskibe og to danske oliebekæmpelsesfartøjer bekæmpede mandag olieudslippet. Yderligere to svenske og to danske blev sammen med et tysk fartøj indkaldt til tjeneste, og de ventes at være på plads ved oliepølen nord for Bornholm tidligt tirsdag morgen. - Vi har brug for flere fartøjer for at kunne følge med og for at have fartøjer at trække på, hvis nogen skal tømmes eller have efterset deres udstyr. Der er stor belastning på systemerne, siger Anders Gelderman fra Kustbevakningens ledelsescentral i Karlskrona. Mandag lå oliebæltet 12-13 kilometer ud for kysten lige nord for Sandhammaren. Det er lykkedes at opsamle 150 ton olie af de i alt 1700 ton i fartøjets tanke. Det var godt 100 ton mere, end det, der blev oplyst lækket ud, og man gik derfor ud fra, at der konstant lækkede olie ud fra vraget. Olien var klæbrig og satte sig fast på miljøfartøjernes børster. "Men hvis olien begynder at blive tung og sej, så kan den synke, så vi ikke får fat i den, så den senere ukontrolleret kan føres væk af strømme," siger Gelderman. Hvis olien når ind til land, så står redningstjenester klar med flydespærringer, spande, spader og plasticsække, som er sendt til Ystad fra det svenske Räddningsvärkets oliebeskyttelsesdepoter i Karlskrona, Vänersborg og Botkyrka. /ritzau/