Hobro

Hårdt arbejde bag ny båd-bro

BRAMSLEV:Det krævede både sine mænd og sine kvinder at bygge den nye bade- og anløbsbro ved Bramslev Bakker. Og nu ligger den her så, flot og netop indviet, og peger solidt ud i fjorden med sine 30 meter, hvor hjuldamperen "Svanen" lægger til. Som resultatet af to ugers intenst arbejde i slutningen af maj måned. - Vi var nødt til at arbejde hver aften, for vi havde jo en deadline, fortæller Vagn Børgesen ombord på skibet, der i anledningen af broens indvielse sejlede fra broen til Hobro og tilbage igen. Vagn Børgesen er formand for Bramslev Vandskiklub, der tog imod udfordringen og byggede broen. Så hver dag efter arbejde blev der skruet, boret og hamret, og han er tydeligvis stolt af resultatet, som han sammen med sine kolleger fra vandskiklubben fik slået sammen. - Men det er ikke kun mændene, der skal have ros, påpeger han og hentyder til klubbens kvinder, der hjalp til med mad, drikke og forplejning, men også greb en skruetrækker, når der var brug for det. Der var derfor nerver på, da broen skulle i vandet i starten af juni. - Vi vidste jo ikke, om den ville gøre sådan her, forklarer han og slår bølger i luften med sin ene underarm. - Men det var dejligt, da vi fik den i, og den så passede. Vagn Børgesen er heller ikke i tvivl om, hvorfor kommunen opfordrede vandskiklubben til at bygge den nye bro. - De kunne nok se det gode resultat, vi har gjort med den anden bro, siger han og nikker over mod klubbens egen bro. Den ligger omtrent 100 meter nede af stranden, og der har den ligget de sidste otte år. Det var også en fordel, at det var det samme hold, der skulle bygge den nye. - Så vidste folk jo, hvad der skulle laves, vurderer han og går sikkert i land fra "Svanen".