Hårdt arbejde og ingen klare spor

Der mangler masser af afhøringer af beboere og vidner efter pinsens knivdrab mod 85-årige Gerda Møller.

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

Hun blev - i hvad politiet selv kalder et bestialsk drab - slået ihjel lørdag mellem kl. 16.30 og cirka 22.00 i sin lejlighed i Sct. Joseph Parken på Kastetvej 33 i Aalborg, og Nordjyllands Politi venter nu på en række erklæringer og analyser fra retsmedicinsk institut. Samtidig arbejder teknikerne sig igennem den knivdræbte 85-årige kvindes lejlighed centimeter for centimeter for at finde og sikre eventuelle spor, og derfor har de pårørende endnu ikke kunnet være i lejligheden for at vurdere, om hun var offer for en rovmorder. Det var sønnen, der søndag eftermiddag fandt sin mor dræbt i lejligheden, da hun udeblev fra et planlagt familiearrangement. Få spor - Vi ved ikke ret meget konkret. Det er hårdt benarbejde uden mange konkrete spor og mistanker og uden umiddelbar udsigt til et gennembrud i sagen. Vi mangler mange afhøringer af beboerne i ejendomme, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi, der efterforsker drabet. Godt 60 henvendelser er der kommet i sagen mandag aften og tirsdag. Frank Olsen vil ikke oplyse, om det allerede nu er slået fast, om Gerda Møller har været udsat for en seksuel forbrydelse. Heller ikke hvor mange knivstik eller hvor omfattende vold, Gerda Møller blev offer for. Hun blev obduceret mandag og svaret forelå i går formiddag. - Jeg kan kun sige, at der er tale om en bestialsk forbrydelse med grov vold i hovedet af den dræbte og en del knivstik. Hun er ikke død af et bestemt stik eller slag, men af vold og blodtab i forening, siger Frank Olsen. Tidligt mandag eftersøgte man en ung mand mellem 15 og 25 år med brunt hår, lys dansk hud og brune øjne - enten som en mulig gerningsmand eller som et vigtigt vidne. Han var set af Gerda Møllers veninde, hvor han pludselig stod i hendes lejlighed efter, at de to veninder i nabolaget havde været ude at gå sammen mellem kl. 15.30 og 16.30 lørdag. Den efterlysning har endnu ikke givet resultat. Ude af sagen Senere på dagen gik politiet også ud i offentligheden med en efterlysning af en 30-40 årig mand med kraftigt brun hår og gråbrun jakke, der var set ved nabolejligheden mellem klokken 16 og 17 lørdag og kunne være et muligt vidne. Han blev beskrevet som en ”lægetype”, men politiet i Aalborg er nu igen nede på at efterlyse en enkelt person i jagten på nye spor i sagen, idet Frank Olsen oplyser, at denne mand nu er ”ude af sagen”. - Der er blandt de mange henvendelser, vi har fået, flere, der handler om, at vidner forklarer, de har set personer med blod på tøjet. Men der var jo karneval i byen, så det skal nok tages med et gran salt. Men vi efterprøver naturligvis alle de henvendelser, vi får, siger Frank Olsen.