Hårdt at blive kaldt snylter

Det er naboen. det rammer¿ Skæbnen har valgt at eksperimentere med mig. Skæbnen har startet et forfald i mine kropsdele. Den udmarver og nedbryder de fine funktioner, der gør en krop unik.

Handicappede 25. august 2007 22:25

Et forfald, der tilsyneladende uigenkaldeligt fjerner de vidunderlige funktioner, der har bestået siden min fødsel. Jeg har aldrig tænkt på, at det kunne ske! Jeg har godt nok mødt handicappede og syge på min vej. Jeg har udvist dem sympati og hjælpsomhed, men aldrig tænkt, at jeg skulle blive én af dem. Jeg har tænkt på, at handicappede selvfølgelig har nogle vanskeligheder at overvinde. Men hjælp til det - ¿Det får de da heldigvis¿. ¿Førtidspensionisterne skovler penge ind uden at yde en dyt til gengæld¿. Dette udsagn mødte mine ører i aften ved et selskab repræsenteret af pæne almindelige danskere. Flere udsagn ramte mine ører og gik lige i min sjæl og borede sig ned i det åbne ar, som vi syge går rundt med. Det forlød fra pålidelige kilder, at disse ¿førtidspensionister¿ arbejder normalt funktionsdueligt, lige så snart det offentlige system har tilkendt dem førtidspensionen.¿ Ja, de arbejder tillige sort, disse snyltere. Disse gæster ved dette ellers så udmærkede kaffebord anede ikke mine kvaler ved deres udsagn, og de var uvidende om, at de sad overfor et afskum af slagsen. Jeg havde skjult mit handicap. Undladt at bruge min umulige arm. Undladt at synliggøre mine efterhånden svære handicap. Jeg var træt og skuffet. Jeg orkede ikke protesterer. De vandt denne gang, disse mennesker. Mistroen og uvidenheden stod i lys lue i deres hoveder. Jeg havde undladt at bringe disse mennesker i forlegenhed ved at bryde ind og fortælle dem, at jeg ¿snart er en af slagsen¿. Det vil også bare havde ført til forstummethed at bryde deres gode snak. Det ville havde lydt fra en af de¿ dårlige samvittigheder¿. Jamen, det er da ikke alle, der snyder¿. Jeg har min egen kamp at kæmpe, tænkte jeg, da jeg var på vej hjem. Lad ikke en sådan aften ødelægge humøret. Lad ikke sjælen kæmpe i en ¿tabt kamp¿. Kampen mod jantelov, uvidenhed og mistro. Jeg er klar til at kæmpe, men jeg satser stort. Jeg kæmper mod min sygdom. Den får ikke lov at sejre. Jeg vinder, fordi mit humør er uovervindeligt og denne diagnose med de dårlige odds er ligegyldige i den sammenhæng. Jeg vinder, fordi jeg har et netværk, der støtter mig. Jeg er omgivet af mange vidunderlige søde mennesker, der vil hjælpe. Min betaling er smil og varme, som jeg vil dele ud af. Jeg vil sprede lys og godt humør, hvor jeg færdes, lige så ofte jeg har et overskud dertil. Jeg vil gribe alle de smil og varme blikke, jeg får, og tage dem frem af ¿lageret¿, når jeg er nede. Så kan de lære det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...