Lindholm

Hårdt at genføde karrieren

Mette Sørensen ikke klar til Aalborgs vigtige match i aften

AALBORG:På tirsdag debuterer Mette Sørensen som træner i Triton, men mod forventning nøjes Nordjyllands mangeårige idrætsprofil med en rolle som tilskuer i Vester Mariendalhallen, når Holdfællesskabet Aalborg Badminton - bestående af spillere fra Triton og Lindholm - i aften møder AB Århus i den sidste match i grundspillet i 1. division. I knap et år har VM-bronzevinderen fra 1999 været borte fra rampelyset af lykkelige omstændigheder, eftersom hun og gemalen Quinten van Dalm i august blev forældre for første gang. - Jeg havde regnet med at være klar til at spille nu, men foreløbig har det været for smertefuldt de gange, jeg har forsøgt mig med decideret kamptræning. Fødslen har taget hårdere på kroppen end ventet, og jeg må sande, at badminton er et hurtigt spil, hvor man hurtigt skal ud i yderpositioner og belaster benene mere end i mange andre idrætsgrene, konstaterer 27-årige Mette Sørensen. - Heldigvis har jeg erfaret, at mine slag ikke er blevet dårligere, så giv mig en måneds tid til at forbedre hurtigheden og vænne kroppen til belastningerne, så skal jeg nok være tilbage på et tilfredsstillende niveau. Hun vil slå gemalen Efter nytår overtager hun som aftalt tirsdagstræningen i Triton, der i efteråret blev ledet af en anden førsteholdsspiller, Kasper Madsen. - Jeg har savnet miljøet i klubben og glæder mig til hvervet, der primært handler om at organisere træningen. Det er planen, at jeg selv skal træne med, fortæller Mette Sørensen, der har varmet op til den nye rolle i selskab med Quinten van Dalm, idet parret en gang om måneden virker som trænere i Vorup ved Randers. I løbet af foråret bliver de muligvis modstandere på banen, idet Aalborg i kvalifikationsspillet til næste sæsons 1. division med stor sandsynlighed kommer i pulje med Vendsyssel (holdfællesskab for Skagen og Frederikshavn), der anført af den tidligere hollandske OL-spiller fører sin kreds i 2. division. - Det kunne være sjovt at møde hinanden, og jeg driller allerede Quinten med, at han ikke får et ben til jorden, hvis jeg stiller op i første mixeddouble. Vendsyssel har et godt hold, men er jeg i nogenlunde form, vinder vi over dem, lyder det fra Mette Sørensen, mens gemalens attitude i baggrunden viser, at han bestemt ikke deler vurderingen. For stort offer Hun tør ikke spå om muligheden for et comeback i den absolutte elite med deltagelse i DM, VM og eventuelt også OL, hvor hun nåede kvartfinalen for godt to år siden i Sydney. - Jeg længes efter at spille nogle gode singlekampe, men jeg tvivler på, at jeg igen vil føre et liv, hvor jeg er væk i forbindelse med turneringer omkring 100 dage om året. Det vil være for stort et offer. I den kommende tid bliver det i høj grad farmand, der tager sig kærligt af guldklumpen Laura på fire en halv måned, idet Quinten van Dalm holder barselsorlov til 1. maj, mens Mette Sørensen koncentrerer sig om at færdiggøre sin læreruddannelse.