Hårdt brug for point

LØGSTØR:Det er to hold der har hårdt brug for point, når Løgstør HK’s håndbolddamer søndag aften tager imod Hjallerup IF i jyllandsserien. Gæsterne kan rykke op, men det kræver holdet vinder sine fire resterende kampe. I den anden ende af tabellen er Løgstør HK lige fri af nedrykningspladserne. Med fire point foran Taars/Ugilt og Hobro IK, med tre turneringsrunder tilbage. - Vi skal have en sejr mere, men det bliver vanskeligt mod Hjallerup, der kæmper for oprykning. Det er et godt hold vi tabte stort med i det første indbyrdes opgør. På den anden side håber jeg vi kan hente de samme kvaliteter frem, som i vores sejr over Nibe HK tirsdag aften, siger træner Svend Aage Nielsen.