Aalborg

Hårdt brug for unge fiskere

AALBORG: Dansk fiskeris muligheder og ikke dets problemer, bliver fremhævet mange steder på fiskerimessen i Aalborg, men næppe nogen steder stærkere end på den store stand om fiskeriets uddannelser. Der er brug for unge fiskere, for der er så mange gamle. Gennemsnitsalderen er 54 år. - Vi skal have 200 nye ind i erhvervet hvert år blot for at holde gennemsnitsalderen, fortæller uddannelseskonsulent Arne Møller, Danmarks Fiskeriforening. Så stærkt går det endnu ikke, men en kampagne for fiskeriets uddannelser, sat i værk i sommer, begynder at virke. - Indtil nu har 120 unge meldt sig til det obligatoriske sikkerhedskursus, som for de unge er indgang til fiskeriuddannelsen, og der er ventetid, fortæller Arne Møller. Han er optimist med hensyn til tilgangen til erhvervet. - Signalerne er om vilkårene er negative i øjeblikket, men det har de været før. Jeg tror ikke det påvirker de unges erhvervsvalg afgørende. Vil man være fisker, bliver man fisker. Det, vi i højere grad er oppe imod, er konkurrencen om et færre antal unge, mener han. Arne Møller har også oplevet, at landets skolevejledere i stigende grad er blevet opmærksomme på fiskeruddannelsen. - Det er nyt og positivt, siger han. Og han er ikke bange for at anbefale en fremtid i fiskeriet. - Jeg vil vove den påstand, at det i dette erhverv stadig er muligt at blive økonomisk uafhængig i en ung alder. På messen kan unge bl.a. se en arbejdende stand, indrettet som et styrehus med moderne navigationsgrej. Ved Honnørkajen i Aalborg havn er der også mulighed for at stifte bekendtskab med fiskeriuddannelsen. To fartøjer fra Fiskeriskolen i Thyborøn ligger fortøjet her under hele messen, og de unge demonstrerer flere gange redningsøvelser både her og i et bassin foran hallen.