Eksplosionsulykker

Hårdt kvæstet ved eksplosion i et skur

HOLSTEBRO:En 33-årig mand fra Holstebro blev alvorligt kvæstet, da en kraftig eksplosion i går formiddag ødelagde det redskabsskur, han stod og arbejdede i. Mandens underarme blev læderede ved sprængningen, der fik skuret til at bryde sammen. Det var en nabo til den 33-åriges hjem på Klintevej, der slog alarm, da det voldsomme brag brød formiddagsfreden. Han så det sammenstyrtede skur og den hårdt sårede mand og tilkaldte straks politi og ambulance. Politiet har endnu ikke slået fast, hvad der udløste eksplosionen, eller hvad offeret foretog sig i redskabsskuret. Rigspolitiets Tekniske Afdeling skal sammen med militære sprængstofeksperter fra Skive Kaserne forsøge at finde ud af, hvad der forårsagende eksplosionen. /ritzau/