Turisme

Hårdt og slidsomt forår

Per Lundtoft Jeppesen, Bopæl: Nørhalne, Arbejde: Koordinator i Idrætsforeningen, Fritid: Campist og sportsinteresseret.

Nytåret giver altid anledning til at se tilbage på det forgangne år og frem mod det nye. NORDJYSKE Stiftstidende har benyttet lejligheden til at stille nedenstående spørgsmål til folk fra Jammerbugt Kommune, for hvem år 2010 var noget ganske særligt. I dag er det Per Jeppesen fra Idrætsforeningen Fremad Nørhalne. Navn: Per Lundtoft Jeppesen Bopæl: Nørhalne Arbejde: Koordinator i Idrætsforeningen Fritid: Campist og sportsinteresseret. - Hvad vil du huske år 2010 for? Ja, når det gælder 2010, og arbejde og fritid, så er det ikke til at komme uden om, at 2010 var året, hvor vores idrætsforening mistede sin formand Henrik Niss. Henrik var også initiativtager og leder af vores Nørhalne Cup. Det blev så mig, der måtte tage over, idet jeg jo var en af dem, der var med fra starten, og det var et hårdt og slidsomt forår at få Nørhalne Cup 2010 på plads. - Hvad vil du gerne glemme fra år 2010? Det ville være rart, hvis det var nok bare at glemme noget, men det er det ikke, og det kan ikke fjerne verdens fortrædeligheder i Korea og Iran, og at det var koldt og træls langt ind i foråret. - Hvad er status lige nu på det, du beskæftiger dig med? Mellem jul og nytår handler det mest om Nørhalne VVS Cup, men ellers arbejder jeg nu på Nørhalne Cup 2011, og det går rigtig fornuftigt lige nu. Det er en god fornemmelse at være på forkant og også selv sætte sit præg på det, man arbejder med. Vi har nu haft turneringen i 28 år, og det var aldrig gået godt så længe, hvis ikke vores koncept har været så godt og så gennemprøvet, som det er, og med den store indsats, der gøres af alle, der er involveret, og det er mange. Stort set alle idrætsforeninger i Jammerbugt Kommune er med i dette, og det kræver mange hjælpere rundt om i klubberne. - Hvad håber du at få ud af år 2011? For at holde os til det, jeg beskæftiger mig med, ja så håber jeg virkelig, at vi igen kan få en hel del fodboldhold til Jammerbugt Kommune og Nørhalne Cup. Kan vi nu bare få noget rigtig godt vejr omkring 1. juni, som jo altid hjælper lidt på humøret, så skal vi nok levere en god turnering og nogle gode oplevelser til spillere og ledere. Det er et tungt ansvar, jeg har overtaget, og det skal fortsat være en succes, idet det har stor betydning for os og de mange klubber, der hjælper til, både økonomisk og socialt. Nørhalne Cup har også en betydelig indflydelse på hoteller, sommerhuse og butikkernes forår. - Hvad er dit nytårsforsæt? Efter nytår skal jeg have lys på min cykel... Nej, alvorligt så vil jeg gerne være mere sammen med familien og prøve at lægge arbejdet fra mig ind imellem. Vi har en campingvogn, og selv om der i foråret ikke er meget tid til camping, vil jeg meget gerne, om vi kan få den ud at køre lidt. Måske skulle man også prøve at spise lidt mere sundt og måske røre sig lidt.