Hårdt plaget familie løb af med sejren

Byrådet i Frederikshavn Kommune har sat en stopper for slagsmål om 35.000 kroner

Lars Hofmeister
Familien Dahl Hansen fra Sæby kan endelig ånde lettet op. Byrådet har besluttet stoppe den langstrakte byggesag.
Lokalpolitik 1. september 2012 11:45

FREDERIKSHAVN: Familien Dahl Hansen fra Sæby kan nu omsider ånde lettet op.

På et lukket møde onsdag aften besluttede et enigt byråd at afslutte den efterhånden berygtede Selmasag. Det betyder - ifølge NORDJYSKES oplysninger - at borgmester Lars Møller (V) har fået en pose penge til at indgå et forlig, så familien Dahl Hansen undgår at komme i fogedretten. - Vi er dybt taknemmelige for, at byrådet tilsyneladende har fundet ud at få stoppet denne vanvittige sag. Nu kan vi koncentrere os om Selma. Men vi kan kun undre os over, hvorfor vi skulle alt det her igennem. - Havde det ikke været for nogle enkelte politikere, så havde vi som den lille mand været prisgivet, siger Kim Dahl Hansen. Sagen begyndte helt tilbage i 2010, hvor Karin og Kim Dahl Hansen fik en aftale med Frederikshavn Kommune. Aftalen gik ud på at bygge en handicaptilbygning til huset på Skovvej, så Karin og Kim kan passe Selma - der har Downs Syndrom - derhjemme. Som NORDJYSKE tidligere har beskrevet, har diverse redegørelser dokumenteret, at kommunen ikke har overholdt sine forpligtigelser med hensyn til ombygningen. Det har blandt andet medført, at en del af arbejdet skulle rives ned, og at håndværkerne måtte begynde forfra. Samtidig mente kommunen, at Karin og Kim Dahl Hansen skulle betale en håndværkerregning på 35.000 kroner. Parret var dog slet ikke forpligtiget til at betale regningen, og derfor er tvisten endt i fogedretten. Det var byrådsmedlem Bruno Müller (S), der forlangte Selmasagen i byrådet. - Jeg er så glad for den her beslutning. Det har været helt uhyrligt, at kommunen har nægtet at vedkende sig sit ansvar over for en familie, der er hårdt ramt i forvejen, siger Bruno Müller. Også Jørgen Tousgaard (S) mener, at der er tale om en ”fantastisk sejr”. - Jeg er rigtigt glad for, at det er et enigt byråd, der står bag denne beslutning. Nu har kommunen forhåbentligt lært, at hvis der sker påviselige fejl, har man pligt til straks at rette dem, siger Jørgen Tousgaard. Borgmester Lars Møller (V) har ingen kommentarer og henviser til, at der er tale om en lukket sag.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...