Hårdtpumpet heavy metal

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Robert Downey Jr. gentager med stor succes rollen som Tony Stark. Still

FILM “Iron Man 2” # # # # ¤ ¤ I “Iron Man 2” fortsættes den intelligente blanding af humor og action, som vi kender fra den første film. Og selvom “Iron Man 2” ikke helt når op på forgængerens niveau, så er der stadig tale om en vaskeægte, hårdtpumpet drengerøvsfilm, der hører til blandt de bedre superheltefilmatiseringer. Det viser sig fra allerførste scene, hvor Tony Stark i sin røde vidunderdragt, giver den som en kombineret stand-up komiker og rockstjerne til rocktoner fra drengene i AC/DC. I den nye film har den tidligere våbenproducent, nu playboy og superhelt på fuld tid, indfundet sig med sit liv som den frie verdens beskytter. Faktisk trives han ganske godt med det. Men indenunder dragtens beskyttende panser kæmper jernmanden med sine egne dæmoner. For som alle andre superhelte, så har også han en svaghed. I Iron Mans tilfælde er svagheden, at det palladium som holder gang i Tony Starks mekaniske Hjerte, langsomt er ved at slå ham ihjel. Og da den russiske videnskabsmand Ivan Vanko dukker op, bærende på et indædt had til Stark-familien, samtidig med at det amerikanske militær presser på for at få indblik i teknologien i dragten, har Iron Man ikke mange stille dage på kontoret. I 2008 fornyede instruktør Jon Favreau superheltegenren med den første “Iron Man”. Med den unikke, på en gang humoristiske og uhøjtidelige blanding af god, kvik dialog, gode skuespillere og fremragende actionsekvenser, formåede “Iron Man” at skille sig ud i mængden af film om superhelte. Derfor er det da også glædeligt, at man har holdt sig til samme formel i opfølgeren. Dialogen er stadig lige kvik, og actionsekvenserne lige potente. Men grunden til, at version 2 halter en smule efter sin forgænger, er, at vi skal have alt for mange historier fortalt. Ud over superskurken Ivan Vanko skal vi også forholde os til våbenfabrikanten Justin Hammer. Og vi skal også introduceres for Nick Fury og gruppen S.H.I.E.L.D, hvis dagsorden forbliver ukendt. I hvert fald for biografgængere som ikke er så velbevandrede i Iron Mans univers. Men Scarlett Johansson i tætsiddende S.H.I.E.L.D-uniform er måske egentlig nok til at retfærdiggøre gruppens medvirken? Derudover skal Tony Stark også have fundet en kur mod sin Palladium-forgiftning. Det er meget, og mange, at holde styr på, og det betyder, at der især i filmens midte snakkes utroligt meget. Og på trods af den gode dialog, så går det ud over historiefortællingen som til tider føles træg og langsom. Ikke ligefrem det man forventer af en højpotent actionfilm. Den første “Iron Man” var spækket med store stjerner fra Hollywood. I toeren kaster instruktør Jon Favreau yderligere stjernedrys over “Iron Man”s rolleliste med tilføjelsen af Scarlett Johansson, Samuel L. Jackson og ikke minds en perfekt Mickey Rourke i rollen som Ivan Vanko. Og med de navne er det svært at falde igennem. Og det gør man da bestemt heller ikke her, selvom de mange superstjerner blegner ved siden af Downey Jr., som igen stråler i rollen som playboyen Tony Stark. “Iron Man 2” er en god, gedigen actionfilm, og filmens lidt sløje midterste del bliver der til fulde rettet op på i den afsluttende sekvens, som er præcis så actionfyldt, som man forventer. Stian Fabricius Swane stian.swane@nordjyske.dk “Iron Man 2” USA 2010. Instr.: Jon Favreau To timer, fem min. Till. o. 11 år. Medvirkende: Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow, Don Cheadle, Scarlett Johansson, Mickey Rourke, Sam Rockwell, Samuel L. Jackson Danmarkspremiere