Hårtab og impotens

AALBORG:Unge mænd, som skyder genvej til en muskelsvulmende krop med dopingmisbrug, spiller samtidig hasard med helbredet. Blandt bivirkninger er impotens, åreforkalkning og kraftige humørsvingninger. Ifølge Anti Doping Danmark er det mest udbredte dopingmiddel det mandlige kønshormon testosteron, der hører til gruppen af anabole steroider. Men kunstig tilførsel af testosteron kan forstyrre kroppens fine balance. Hvis kroppen overdoseres med store mængder testosteron, vil man kunne opnå øget vækst af musklerne, men samtidig ophører kroppen med selv at lave testosteron, og testiklerne vil derfor blive bløde og skrumpe, i takt med at produktionen af sædceller ophører.Samtidig ændres også blodtryk, blodets fedtindhold, leverfunktionen, der kommer tendens til bumser, ændringer i hår- og skægvækst, og en del dopingmisbrugere oplever impotens. Mange oplever psykiske ændringer i form af humørsvingninger, hidsighed og aggressivitet. Ændringerne er midlertidige, men nogle af virkningerne kan være langvarige, somme tider permanente. Eksempelvis kan det være svært at få børn, men der er også risiko for alt for tidlig åreforkalkning, hjerteproblemer og leversygdom.