Hackerangreb forsinker ikke vaccinegodkendelse i EU

Det Europæiske Lægemiddelagentur har været udsat for hackerangreb. Det påvirker dog ikke vaccinegodkendelse.

Det Europæiske Lægemiddelagentur bliver ikke forsinket i sin godkendelse af coronavacciner på grund af et nyligt hackerangreb. (Arkivfoto)

Det Europæiske Lægemiddelagentur bliver ikke forsinket i sin godkendelse af coronavacciner på grund af et nyligt hackerangreb. (Arkivfoto)

BRUXELLES:Et hackerangreb mod Det Europæiske Lægemiddelagentur, der godkender vacciner i EU, kommer ikke til at forsinke godkendelsen af coronavacciner.

Det fortæller Emer Cooke, direktør hos Det Europæiske Lægemiddelagentur, torsdag ifølge AFP.

- Vi har været ramt af et hackerangreb over de seneste par uger.

- Jeg kan forsikre, at det her ikke vil få betydning for tidsplanen for levering af vacciner, og at vi er fuldt funktionelle, siger Emer Cooke ifølge AFP.

Meldingen er givet i forbindelse med en orientering til medlemmer af Europa-Parlamentet.

Det var onsdag, at Det Europæiske Lægemiddelagentur - også kendt som EMA - kom med nyheden om hackerangrebet.

I en meddelelse på sin hjemmeside oplyste EMA, at det havde været udsat for et hackerangreb, og at det var i dialog med myndigheder om angrebet.

I meddelelsen fremgik det ikke, om angrebet ville få betydning for tidsplanen for at evaluere de coronavacciner, der er længst fremme i udviklingen.

EMA kunne onsdag oplyse medicinalselskabet Biontech, at hackerne under angrebet fik adgang til dokumenter vedrørende en coronavaccine, som Biontech udvikler sammen med medicinalselskabet Pfizer.

EMA har hovedkvarter i Amsterdam og har omkring 900 ansatte. Opgaverne går på at godkende og overvåge de lægemidler, der skal eller er godkendt til salg på det europæiske marked.

EMA har tidligere varslet, at det 29. december vil komme med sin vurdering af vaccinen fra Pfizer og Biontech.

Samtidig vil det 12. januar vurdere vaccinen fra medicinalselskabet Moderna.

Under coronaudbruddet har EMA været medvirkende til, at en coronavaccine kan komme på markedet langt hurtigere end normalt.

Normalt tager det ti år at udvikle og få godkendt vacciner. Men med covid-19 ventes det kun at tage et til to år.

Det skyldes blandt andet, at vaccinekandidaterne bliver vurderet løbende, i takt med at data fra forsøgsstudier er klar. Det sker normalt først, når alt er færdigtestet.

Samtidig er der postet store summer ind i udviklingen, som flere hundrede selskaber på verdensplan har kastet sig ind i.

Hvis vaccinen bliver godkendt efter tidsplanen, kan de første danskere bliver vaccineret i januar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.