Hackere angriber Nato over Krim-krise

Nato er i færd med at genoprette flere hjemmesider efter et "betydeligt" angreb på alliancens hjemmesider.

Uidentificerede hackere lagde natten til lørdag flere af Natos hjemmesider ned i, hvad der ligner et modsvar på forsvarsalliancens standpunkter om krisen på den ukrainske Krim-halvø.

En gruppe, der kalder sig "cyber berkut" siger, at angrebet blev udført af patriotiske ukrainere, der er vrede over, at Nato blander sig i Ukraines interne anliggender. Oplysningerne er dog ikke blevet bekræftet.

"Cyber berkut" henviser til det frygtede og nu opløste uropoliti, som den afsatte præsident Viktor Janukovitjs regering satte ind mod demonstranter under urolighederne i hovedstaden Kijev.

Både Natos primære hjemmeside, www.nato.int, og en side tilhørende et Nato-tilknyttet sikkerhedscenter i Estland blev angrebet.

En talskvinde for alliancen forsikrer om, at ingen essentielle systemer har været i fare. Hun kommer ikke ind på, hvem der stod bag angrebet.

Det prorussiske styrke på Krim afholder søndag en folkeafstemning, hvor vælgerne - hvoraf flertallet er russisktalende - skal stemme om at lade sig indlemme i Rusland.

Nato har sagt, at afstemningen strider imod Ukraines forfatning, og at resultatet i praksis vil være en annektering af ukrainsk territorium.

Spændingerne mellem Vesten og Moskva har været stødt stigende, siden Rusland sendte militæret ind i Ukraine efter Janukovitjs fald.

Både ukrainske og russiske hjemmesider har været mål for hackerangreb over de seneste uger, men angrebet på Nato er efter alt at dømme det første større mod en vestlig hjemmeside, siden krisen tog fart.

Nogle eksperter mener, at cyber berkut-grupperne har forbindelse til den russiske efterretningstjeneste. De har angiveligt også angrebet flere ukrainske hjemmesider.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.