Hackere slår til mod Det Internationale Atletikforbund

Ifølge Sebastian Coe vil IAAF gøre alt for at sikre atleternes sikkerhed efter nye læk af data.

Ritzau
FILE PHOTO: IAAF President Coe attends a news conference after IAAF council meeting in Vienna Foto: Reuters/Leonhard Foeger
3. april 2017 12:57

Den russiske hackergruppe Fancy Bear har slået til igen.

Det er i hvert fald meldingen fra Det Internationale Atletikforbund (IAAF), der for nylig blev udsat for et hackerangreb.

Ifølge IAAF har Fancy Bear skaffet sig adgang til at se oplysninger om atleters TUE (therapeutic use exemption), der giver atleter dispensation til at benytte visse stoffer, der står på dopinglisten.

Det er uvist, om oplysningerne er blevet stjålet, meddeler IAAF.

- Vores førsteprioritet er atleterne, der har udstyret IAAF med information, som de troede var sikker og fortrolig, siger IAAF-præsident Sebastian Coe til forbundets hjemmeside.

- Vi giver dem vores oprigtige undskyldninger, og vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at råde bod på situationen og arbejde med de bedste organisationer for at skabe et så sikkert miljø, som vi kan, siger han.

Hackergruppen Fancy Bear vakte opsigt, da gruppen sidste år lækkede oplysninger om mange atleters TUE.

Udenlandske stjerner som tennissøstrene Serena og Venus Williams fik lækket deres data.

Det samme skete for en række danske atleter, blandt andre OL-guldvinderne Pernille Blume og Casper U. Mortensen.

Begge har tilladelse til at bruge medicin, fordi de har astma.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...