EMNER

Hadeforbrydelser skal registreres

København: Et flertal uden om regeringen vil stramme registreringen af de såkaldte hadeforbrydelser. Det skal ikke kun være op til politiet at vurdere, om et overgreb er sket på baggrund af had til homoseksuelle, muslimer eller handicappede. Offeret skal også kunne krydse af på en anmeldelsesblanket, hvis man mener, at forbrydelsen er sket, fordi man f.eks. er homoseksuel, mener DF, S, R og SF. - Det er jo slet ikke acceptabelt, at de oplever den slags overfald, og de skal også selv kunne registrere det, når de anmelder en forbrydelse, siger Dansk Folkepartis ligestillingsordfører Marlene Harpsøe. Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har tidligere bakket op om en særskilt registrering af hadmotiveret kriminalitet, men DF beder ham nu om at redegøre for, om registreringen også skal omhandle anmeldelsesblanketten og ikke kun politiets vurdering. Oppositionen kræver, at der skal være en særlig rubrik på anmeldelsesblanketten, hvor offeret direkte spørges, om vedkommende oplever forbrydelsen som en hadeforbrydelse. - Der er noget, der tyder på, at hadeforbrydelser bliver underrepræsenteret i statistikkerne, fordi politiet ofte vælger ikke at rubricere noget som hadeforbrydelser, hvis de er en lille smule i tvivl, siger Morten Østergaard (R). - Hvis ikke politiet går ind og aktivt tjekker, om der er tale om en hadeforbrydelse, så vil der fortsat være meget store mørketal på dette område, siger Socialdemokraternes ordfører på området Mogens Jensen. /ritzau/