Hadegave fra DF

Når du får en gave, er det normalt omgivet af fest og farver og forventningens glæde. En rund fødselsdag, sølvbryllup eller lille Antons 10 års fødselsdag. Ivrige små hænder, der hiver i gavebåndet for at komme ind til kernen bag det glitrende gavepapir. Til sidst flår han i papiret for at komme ind til gaven, overraskelsen, der er givet med omsorg og kærlighed af en festklædt familie.

Sådan er det ikke med Dansk Folkepartis seneste gave til "den lille i samfundet". De helt almindelige mennesker, som Dansk Folkeparti hævder at ville beskytte og stå vagt om - som var det en festklædt familie, der står sammen om de mindste. Først fik den almindelige hårdtarbejdende dansker smadret efterlønnen. Tusind tak til Dansk Folkeparti, som sender nedslidte danskere ud til en ekstra nedslidende runde på arbejdsmarkedet. Næste gave er mindst lige så usympatisk. Nu skal arbejdsløse, der modtager kontanthjælp, kunne få frataget hjælpen og se frem til den langt lavere starthjælp i et halvt år, hvis det kikser med aktiveringen. De arbejdsløse kan altså se frem til at få revet tæppet fuldstændig væk under deres økonomi. Ingen kan leve et almindeligt familieliv på starthjælp. Starthjælp er fattigdom. Og Dansk Folkeparti synes, at det kan man bare gøre administrativt. Her er jo ikke tale om, at domstole med retssikkerhed og hele molevitten skal dømme. Det er op til en overbebyrdet sagsbehandler. Der venter "den lille i samfundet" en fæl overraskelse, når han eller hun får pakket Dansk Folkepartis gaver ud af det glitrende papir. Gaver, der kun kan betegnes som hadegaver - og værst af alt: giveren er et parti, der har lovet at vise omsorg.