Hadsund-anlæg sikrer grøn strøm til skibe

PowerCon har vundet en million-ordre på det hidtil største landstrøms-anlæg i Norge

Hans Henrik Rasmussen
PowerCon har netop vundet en ordre på det hidtil største landstrømsanlæg nogensinde i Norge samt an anden ordre i Bergen. Vi kigger på, hvordan de producerer et sådan anlæg og tager en snak med direktøren om virksomheden, hvor det lige nu går godt. Foto: Andreas Falck
8. marts 2018 08:30 - Opdateret 9. marts 2018 13:44

Når store skibe ligger ved kaj, får de elektricitet fra deres egne generatorer. Det skaber en del forurening i havnene, når de fyrer brændstof af, og derfor kunne det være smart, hvis skibene i stedet kunne kobles til elnettet på landjorden og få miljøvenlig strøm fra eksempelvis vindmøller.

- Det bliver nu en realitet for fiskekuttere og andre fartøjer i Nordnorge, skriver Andrea Jessen Jakobsen i Nordjyske. Ingeniørvirksomheden PowerCon i Hadsund har netop vundet en ordre på det hidtil største landstrømsanlæg nogensinde i Norge. Anlægget har en totalordre på 28 millioner norske kroner, hvoraf PowerCons andel vil være på mindst 22-24 millioner kroner samt tilkøbsmuligheder.

Med strømforsyningen kan 40 større skibe på samme tid koble sig på det lokale elnet, hvilket fjerner udledningen fra skibenes forbrændingsmotorer.

Det, vi skal levere og producere, er tre identiske anlæg, som alle kan have flere skibe koblet til elnettet på samme tid. Anlæggene bliver leveret i containere, som bliver permanent installeret på havnen. Det betyder, at der permanent bliver sat kabler i containerne, som fører ud til nogle kasser, der bliver stillet ved kajpladserne. På den måde kan skibene nemt koble deres stik til kasserne og modtage strøm, siger Peter Castberg Knudsen, der er én af de tre ejere af ingeniørvirksomheden i Hadsund.

- Man laver løsningen med stik, så skibene nemt kan koble sig til og fra. På den måde fungerer vores anlæg som en stor stikkontakt. Skibenes stik, der er på størrelse med en termokande, skal så bare koble sig til, og så er der strøm. Og det er ikke så kompliceret at få løsningen installeret i skibene.

Anlægget skal monteres i havnen i Båtsfjord i det nordligste Norge og er med længder det største landstrømsprojekt, virksomheden i Hadsund skal stå for at levere og producere i virksomheden i Nordjylland. Men det skræmmer ikke.

Hos PowerCon har de nemlig en særlig styrke inden for udvikling og produktion af strømconvertere, og det er sådanne omformere, der gør det muligt for skibene at modtage strøm fra land.

- Der er nogle tekniske udfordringer ved at sætte strøm til skibe. Det elektricitet, der er i vores elnet i Europa, er ikke det samme, som det der er i skibene. De kører med 60 hertz i skibene, og der er 50 hertz i elnettet. Det gør, at man har brug for en omformer, og det er så den, vi laver, siger Peter Castberg Knudsen.

Da virksomheden blev grundlagt i 2009, beskæftigede den sig udelukkende med at producere højteknologi til vindmølleindustrien. Derfor findes mange af PowerCons produkter i dag i mange af de danske vindmøller.

For et par år siden fik Hadsund-virksomheden så øjnene op for mulighederne i landstrøm, hvorfor de har forsøgt at konvertere deres viden fra vindmøllebranchen til det maritime område.

- Teknisk er det i og for sig det samme, vi laver. Der er mange synergier mellem det tekniske. Den største udfordring har været relationen med det kommercielle og det at komme ind i en ny branche. I Danmark er vi stærke på vind, og det er et meget konkurrencepræget marked. Det betyder, at vindmølleindustrien er effektiv og omkostningsbevidst. Det er det, vi har forsøgt at trække med over i det maritime, siger Peter Castberg Knudsen.

Sidste år blev det markeret flere gange, at virksomheden er inde i en markant vækst.

I marts blev firmaet tildelt Mariagerfjord Erhvervsråds Aktiv Pris, og et par måneder senere blev PowerCon - sammen med en række øvrige virksomheder, der alle anses for at have et stærkt vækstpotentiale - udvalgt til at deltage i Scale-Up Denmark. Et elitetræningsforløb, der målrettet sigter på at gøre de deltagende virksomheder til en del af fremtidens elite indenfor deres område.

PowerCon har især brugt samarbejdet i Scale-Up Denmark til at få større indblik i, hvordan det er at drive forretning i det maritime felt.

- Det har været lærerigt at samarbejde med andre virksomheder i den maritime branche, fordi det er et felt, vi ikke har bevæget os i før. De andre har så kunne vejlede og give gode råd, siger Peter Castberg Knudsen.

Hos PowerCon håber de, at fremtiden byder på endnu flere ordrer på landstrømsanlæg. De ser nemlig mange fordele forbundet ved løsningen - både for havn og skib.

- Det har selvfølgelig først og fremmest miljømæssige fordele. Men det er også en god forretning. Strømmen er billigere, end hvad det koster at holde skibenes generatorer kørende, og det er også en god forretning for havnene, fordi de får en fortjeneste på det strøm, de sælger, siger Peter Castberg Knudsen.

Alligevel er det økonomien, der får mange skibe og havne til at gå udenom den miljørigtige løsning. Det er på trods af, at det er forholdsvis enkelt at installere de store strømstik i skibene.

Brød.9: - Men det er jo en snak om hønen og ægget. Er det havnene, der skal tilbyde udstyret først, eller er det skibene, forklarer Peter Castberg Knudsen.

- Det er en stor investering for en havn at købe sådan en stikkontakt. Derfor skal der også være noget forretning i det. Men jeg oplever, at det indenfor de seneste fem år er begyndt at rulle. Blandt andet i Norge. Der har man også sat gang i nogle initiativer fra statens side, og derfor får havnene finansieret omkring 70-80 procent af anlægget. Det er klart, at det giver et incitament for dem til at gå i gang. Men det skaber også nogle afledte effekter, siger Peter Castberg Knudsen.

Udover den store ordre til Båtsfjord har PowerCon vundet en lignende ordre på et anlæg til Bergen. Den ordre har en værdi af 13 millioner kroner. Begge anlæg, og i alt 12 containere, skal stå klar til brug ved årets afslutning. Samtlige containere og al udstyr skal produceres på virksomheden i Hadsund.

- Det er klart, at det er en udfordring. Men det er stadigvæk indenfor vores comfortzone, i forhold til de ting vi har leveret til vindmølleindustrien, fortæller Peter Castberg Knudsen.

I efteråret 2016 leverede Hadsund-virksomheden deres første landstrømsanlæg til Kristiansand. Anlægget var dog i en helt anden størrelsesorden og kan derfor ikke sammenlignes med de to projekter, virksomheden nu har vundet.

- Der kunne flere skibe ikke være koblet på på samme tid. Men det er jo meningen med de anlæg, vi skal producere nu, så det er noget andet, siger Peter Castberg Knudsen.

- De her fiskekuttere i Båtsfjord har jo faste pladser, og derfor er det nogle faste punkter, som de har brug for. I alt 40 skibe kan ligge til kajs på samme tid, og så skal de alle have strøm. Derfor er det et meget stort anlæg på grund af mængden af skibe.

Udover anlægget til Kristiansand har virksomheden leveret landstrømsanlæg til to private aktører, og om halvanden måned skal et anlæg leveres til færgen mellem Samsø og Aarhus.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...