Arden

Hadsund Kortet er blevet elektronisk

Nyt gavekort i Hadsund er - lettere naturstridigt, måske - kommet til verden med "fødselshjælp" fra konkurrenterne i Hobro

Medarbejderne i Spar Nord i Hadsund slipper for en masse administrativt arbejde. Kunderne får fremover mulighed for at bruge deres gavekort i flere butikker. Og - oven i købet - smitter introduktionen af det nye "Hadsund Kort" også positivt af på kollegerne i detailhandelen i Hobro. Umiddelbart kan det måske forekomme lidt naturstridigt, at "Hadsund Kortet" er blevet en realitet med velvillig "fødselshjælp " fra kollegerne - og konkurrenterne - i Hobro, men det er ikke desto mindre en kendsgerning. - Efter at idéen om et elektronisk gavekort havde været oppe at vende på generalforsamlingen først på året, tog vi kontakt til Hobro Handelsstandsforening for at høre, hvordan de administrerer deres "Hobro Kort". Og ret hurtigt stod det klart, at der for begge foreninger kunne ligge en økonomisk fordel i at indgå i et samarbejde. - Lige så vel som "Hobro Kortet" kun kan anvendes i Hobro, kan "Hadsund Kortet" kun anvendes i Hadsund, men ved at gå sammen om administrationen får vi hver især halveret vore omkostninger. - Og kunne vi så oven i købet - på et senere tidspunkt - også få Arden og Mariager med, bliver ordningen blot endnu billigere for os allesammen, fremhæver Henrik Christiansen.